Bevidstheden om egne evner er øget
14. marts 2025
Marie Louise Broby, afdelingsdirektør hos Middelfart Sparekasse i Svendborg, har været en del af en intern lederuddannelse, og uddannelsen gav hende især én vigtig læring.
14. marts 2025
Marie Louise Broby, afdelingsdirektør hos Middelfart Sparekasse i Svendborg, har været en del af en intern lederuddannelse, og uddannelsen gav hende især én vigtig læring.
Engang var der altid en, der bedømte Marie Louise Broby hårdt, når der var lederevaluering.
Det var Marie Louise Broby.
Medarbejdernes bedømmelser tegnede et andet og finere billede af hende som leder.
Dengang var hun privatkundechef hos Middelfart Sparekasse i Svendborg – en stilling der for nylig er vekslet til afdelingsdirektør samme sted – og Marie Louise Broby er en del af det hold, der netop har afsluttet Middelfart Sparekasses interne ledelsesforløb, der har kørt siden september 2024.
– Det har været et interessant forløb udviklingsmæssigt – både fagligt og personligt, siger Marie Louise Broby.
I jobbet som privatkundechef søgte hun i sin tid efter flere redskaber til ledelse, som hun kunne bruge i hverdagen, og derfor har det givet god mening at være på lederuddannelsen.
– Inden forløbet følte jeg egentlig, at jeg kendte mig selv ret godt, men alligevel står jeg i dag med en større indsigt i mig selv og min faglighed.
– Hvad består den større indsigt af?
– Jamen, jeg er jo lidt ked af at sige det på mit køns vegne, men jeg tror, der er en tendens til, at kvindelige ledere tvivler mere på egne evner end mandlige ledere. Jeg er i hvert fald, blandt andet, blevet mere bevidst om, at jeg skal tro mere på det, jeg kan, fortæller Marie Louise Broby.
I dag har hun som afdelingsdirektør tilføjet personaleansvar til sit cv, der er en anden disciplin af ledelse, men Marie Louise Broby føler sig godt klædt på i forhold til både at udvikle teamet og sig selv.
– Jeg har en ydmyg tilgang til ledelse og min rolle som leder. Derudover er jeg meget optaget af relations-båret ledelse, hvor vi som hold sætter os mål, og hvor vi sammen finder vejen derhen. Det er vigtigt for mig, at den enkelte medarbejder og afdelingen som hold er afklaret i forhold til det, vi vil, og måden vi vil gøre det på, siger Marie Louise Broby og tilføjer:
– Lederuddannelsen har for mig især betydet, at jeg er meget mere bevidst om det, jeg kan, og rammerne i en organisation, hvor vi løfter i flok, er perfekte til vores daglige arbejde med kunderne i centrum.