En vindende personlighed med kant
26. september 2024
Første modul af lederuddannelsen i Middelfart Sparekasse er overstået – privatkundechef i Esbjerg og på Fanø, Anne Ravn, var med, og det er alt andet end tilfældigt ifølge hendes afdelingsdirektør.
Mange gode grunde
Henrik Toverud Stokkebæk havde for meget på sit bord.
Afdelingsdirektøren i Esbjerg og på Fanø kiggede sig derfor om efter en måde at blive aflastet på, og løsningen blev en privatkundechef.
Han pegede selv på privatrådgiver Anne Ravn, der, trods overraskelse over tilbuddet, takkede ja til en ny og spændende udfordring.
Men hvorfor blev det lige hende?
– Det er der mange, gode grunde til – en af dem er, at Anne har kant, og det er vigtigt at kunne sige til og fra i rollen som leder, siger Henrik Toverud Stokkebæk.
Omvendt aflastning
Anne Ravn har netop indledt syv måneders lederuddannelse, og hendes grundholdninger og værdier spillede også en rolle for Henrik Toverud Stokkebæk, da han valgte hende som privatkundechef.
– Hun har sunde holdninger og værdier, hun er altid glad, og så har hun et vindende væsen, der kommer både hende og Middelfart Sparekasse til gode – ikke mindst når kunder får en besked, de ikke bryder sig om.
Selv om hensigten med udnævnelsen af Anne Ravn var at aflaste afdelingsdirektøren, blev det lidt anderledes i begyndelsen.
– Jeg indledte faktisk med at aflaste hende, for hun skulle ikke kvæles i det. Det er vigtigt, hun har luft, overskud og lyst til at skabe forretninger og løsninger, for det er nu engang det, der er fundamentet for os.
Friske øjne uden fordomme
Halvandet år som privatrådgiver blev det til for Anne Ravn i Middelfart Sparekasse, inden hun trådte et skridt op i sin egen afdeling – hvilket Henrik Toverud Stokkebæk naturligvis var bevidst om men ikke havde betænkeligheder ved.
– Anne har fra første dag været vellidt i afdelingen og resten af Middelfart Sparekasse, og jeg er overbevist om, at hendes energi og virkelyst, suppleret af et stærkt hold, flytter os som afdeling. Med sin korte tid hos os ser hun også med friske øjne og uden fordomme på det arbejde, der venter, og det ser jeg absolut som et stort plus, siger Henrik Toverud Stokkebæk, der glæder sig til at følge privatkundechefens faglige og menneskelige udvikling over de kommende måneder.
– Ikke fordi jeg er nervøs, det er jeg slet ikke. Anne rummer det, der skal til som leder, og derudover er både hun og jeg beriget med en perlerække af kompetente kollegaer, så jeg er sikker på, vi lander et rigtig godt sted med denne konstellation, siger afdelingsdirektøren, der med ansættelsen af en privatkundechef nu har mere luft og overskud til strategisk udvikling af afdelingen samt et øget fokus på erhvervssegmentet.