Ny ESG-tilstandsrapport hjælper smv'er med at finde muligheder og mangler
30. oktober 2023
Vi har indgået et samarbejde med konsulentvirksomheden Sustainable Business Solutions. Samarbejdet betyder, at vores erhvervskunder får hjælp og inspiration til at komme i gang med bæredygtighedsarbejdet.
Murermester Peter Rishøj, der er kunde i Middelfart Sparekasse, er bl.a. blevet inspireret til at montere solceller på en lagerhal og se på mere bæredygtige byggematerialer, da han fik lavet en ESG-tilstandsrapport.
Bestil ESG-tilstandsrapport
Overblik over muligheder og udfordringer
Murermester Peter Rishøj, indehaver af murerfirmaet Rishøj A/S, har egentlig nok at gøre med at lede sin forretning og ca. 50 medarbejdere. Så overskuddet til at sætte sig ind i ny – og lidt fjern regulering – som fx kommende ESG-regler er naturligt nok begrænset.
Dog ikke mere end, at murermesteren godt ved, at ”der er noget på vej”, og derfor takkede han ja til at få lavet en ESG-tilstandsrapport, et nyt værditilbud, som Middelfart Sparekasse tilbyder sine erhvervskunder gennem konsulentvirksomheden Sustainable Business Solutions (SBS).
På grund af rapporten er der nu kommet solceller på en af Peter Rishøjs lagerhaller i Gelsted. Og han har fået et langt bedre overblik over hans muligheder og udfordringer, når det kommer til bæredygtighed.
– En lokal håndværker som mig har ikke læst alle lektier på ESG-området, og jeg blev glædeligt overrasket over, hvor mange ting vi allerede havde styr på, ikke mindst på det sociale område, siger Peter Rishøj og fortsætter:
– Konsulentbesøget og rapporten har hjulpet mig til at tænke i nye baner. Der åbnede sig en helt ny verden for mig.
Ud over solcellerne har Peter Rishøj bl.a. været i dialog med den lokale trælast om priser på mere grønne produkter end de gængse – så han er klar, når efterspørgslen kommer.
ESG-byrden klemmer SMV’erne
Mens store virksomheder allerede er godt i gang med ESG-arbejdet, er det sværere for de mindre og mellemstore. Det er den erkendelse, der har ført til, at vi nu tilbyder kunderne en ESG-tilstandsrapport.
– ESG er en stor opgave for os, selv om vi er 400 medarbejdere og har kolleger, der arbejder dedikeret med området. For mindre virksomheder kan det være tæt på uoverkommeligt. Virkeligheden er bare, at hvis man ikke er med, så risikerer man på sigt at miste ordrer og dermed indtjening, siger Bjarne Jacobsen, ESG- og kommunikationsdirektør i Middelfart Sparekasse.
Effektiv hjælp til arbejdet
Det er med hjælp fra Sustainable Business Solutions, at vi tilbyder erhvervskunderne et effektivt og meget konkret værktøj, som sikrer retning og overblik.
– Vi er interesserede i at vores erhvervskunder står godt i konkurrencen, og her er ESG-arbejdet afgørende på sigt. Vi har en interesse i her og nu at hjælpe vores kunder i gang, og der kan ESG-tilstandsrapporten være en effektiv start. Hensigten er, at virksomhederne med et meget begrænset ressourceforbrug får en oversigt over muligheder og mangler på bæredygtighedsområdet – inklusiv konkrete forslag til handlinger, siger Sune Hasseltoft, erhvervschef i Middelfart Sparekasse.
Alliance med førende ESG-eksperter
Sparekassen har erkendt, at alle rådgivere ikke skal være ESG-eksperter. De skal derimod fungere som bindeled mellem kunderne og eksperterne; i dette tilfælde SBS. Virksomheden bygger på 15 års erfaring med ESG-rådgivning og implementering af bæredygtighed og klimahandling hos mindre og mellemstore virksomheder samt nogle af landets største virksomheder.
– Vi er oppe at køre over, at Middelfart Sparekasse rækker ud til erhvervskunderne på den her måde. Kombinationen af deres kendskab til hver enkelt kunde og vores ekspertise på ESG kommer til at stille kunderne bedre ved at give dem konkrete handlemuligheder, der støtter deres forretning direkte. Det er ikke bare det, kunderne har brug for. Det er det, vi alle har brug for at lykkes med bæredygtig omstilling og opfyldelse af nationale og internationale mål, siger Helle Bergstrøm, direktør i SBS.
Fakta om ESG-tilstandsrapporten
Udbydes af Middelfart Sparekasse i samarbejde med Sustainable Business Solutions.
Virksomhedens nøglepersoner interviewes af SBS, der herefter leverer overblik over muligheder, udfordringer og konkrete handlemuligheder. ESG-tilstandsrapporten afdækker følgende områder:
- Lederskab
- Strategi
- Data
- Systemer
- Kommunikation
- Træning
- Medarbejdere
- Kultur
- Produkter og services
- Kunder
- Konkurrenter
- Leverandører
- Krav
- Frivillige bæredygtighedsinitiativer.