Mere end 200 mennesker får en god jul serveret
26. september 2025
Jul i Fællesskab i Vejle sørger på tre forskellige lokationer for, at blandt andre hjemløse, misbrugere og ensomme mennesker får en rar, dejlig og varm jul. Opbakningen til projektet er heldigvis flot, fortæller Søren Kjærgård Jensen, der er kirke- og kulturmedarbejder hos Nørremarkskirken.
Masser af klapsalver
For mange er julen lig med hjemlig hygge, dejlig mad, julesalmer, dans om pyntet juletræ og selvfølgelig gaver i selskab med familien og venner.
Andre har ikke et hjem. Eller en familie. For dem er julen alt andet end hygge.
I Vejle er det dog anderledes, for her gør foreningen Jul i Fællesskab alt for, at alle oplever julen som en rar, varm og dejlig tid.
Frivilligheden i Jul i Fællesskab i Vejle giver i den grad mening, og i en uge med Frivillig Fredag kan foreningen ikke modtage klapsalver nok.
– Vi fejrer julen for mennesker, der ikke har noget sted at fejre jul.
Flot opbakning skaber glæde
Søren Kjærgård Jensen står bag ovenstående citat, og kirke- og kulturmedarbejderen er én af hovedarkitekterne bag Jul i Fællesskab, der er kirkens jul for mennesker, der af mange forskellige grunde har udsigt til en jul alene.
– Det kan være mennesker, der har mistet. Det kan være hjemløse. Misbrugere. Det kan være mennesker, hvor det hele er gået lidt i ged. Vi samarbejder med Kirkens Korshær og Café Parasollen i Vejle, så vi fejrer juleaften, 1. og 2. juledag på tre lokationer, hvor missionshuset er tredje sted, siger Søren Kjærgård Jensen.
Han glæder sig over en flot opbakning fra sponsorer, fonde og Vejle Provsti, der er altafgørende for, at Jul i Fællesskab lever.
Det får mere end 200 mennesker glæde af hvert år, og det første planlægningsmøde i 2025 er afviklet – som vanligt med stort engagement fra de mange frivillige.
Det giver så meget mening
En gruppe på 30-40 frivillige er i den grad også med til at gøre det muligt, og mange af dem er gengangere.
– På det første møde stod det i hvert fald klart, at køkkenholdet er klar igen, som Søren Kjærgård Jensen smilende siger det.
Han understreger, at så mange byder ind i forhold til at skabe en god jul – borgmesteren er en af dem, en anden er diakoni- og gadepræst Signe Toft – og som han siger, er Jul i Fællesskab også en stor oplevelse for de mange frivillige.
– Det giver så meget mening, og de frivillige er sammen med personalet på Café Parasollen og hos Kirkens Korshærs varmestue med til at gøre en forskel. Det er et fint udtryk for, at alle ønsker, at alle skal have en god og dejlig jul.
Ud over Nørremarkskirken er Sct. Johannes, Vor Frelsers, Sct. Nicolai og Søndermarkskirken en del af Jul i Fællesskab i Vejle.
Frivillig Fredag
- Den sidste fredag i september fejrer vi frivilligheden i Danmark.
- Projektet hører under FriSe – Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark
- Der findes landet over arrangementer og tiltag, der markerer vigtigheden og betydningen af det frivillige arbejde
- Dagen er en hyldest til de mange frivillige og engagerede ildsjæle, der gør en forskel for sine medmennesker og lokalsamfundet
- Middelfart Sparekasse hylder året rundt frivilligheden med lokale sponsorater samt opbakning og engagement.
- Dagligt gør Middelfart Sparekassen hverdagen lettere for mere end 2.000 foreningskunder, som dermed kan fokusere på det, de brænder for