En dosis social kontakt på den gode måde
24. september 2025
Én ting har de frivillige i Nr. Aaby Bio til fælles – de har alle travle hverdage. Ikke desto mindre sørger de for, at det lille, vestfynske samfund har deres egen biograf, der har rødder tilbage til 1948. Bestyrelsesformand Tine Veng Basse kalder de frivillige vagter for megafede.
Nostalgi på Vestfyn
Kan du huske biografturene som barn?
Dengang der ikke var en væg af bland selv-slik.
Der var en lille glasluge, og bag den et mindre udvalg af slik og chokolade. Det bar du, sammen med din lille papirbillet, ind i salen for at glide ned i de bløde sæder og forsvinde fra virkeligheden i et par timer.
Noget af den følelse er det muligt at få i Nr. Aaby Bio, der på fineste vis har blandet nostalgi med moderne teknologi. Og det hele er drevet af frivillige.
Byens borgere tog fat
I mere end 30 år drev et lokalt par, Birgit og Erling, biografen, men i december 2011 var det slut med film.
Her kunne historien om Nr. Aaby Bio være sluttet.
Men sådan fungerer tingene ikke i Nr. Aaby.
Tre måneder senere genåbnede biografen som foreningsbiograf og med ny digital fremviser.
– Det kan siges meget kort – ingen frivillige, ingen biograf i Nr. Aaby.
Altid glade gæster
Ordene kommer fra Tine Veng Basse, der står i spidsen for bestyrelsen og den store gruppe af frivillige, der gør det muligt.
– Det er megafedt. Vi er en stor gruppe af frivillige med stor diversitet, og selv om vi alle har travle hverdage, prioriterer vi det frivillige arbejde med biografen. Jeg tror, det skyldes, at vi godt kan lide mennesker, siger hun.
Det gælder selvfølgelig det sociale liv blandt de frivillige, men det gælder i høj grad også mødet med gæsterne.
– Folk kommer jo altid glade i biografen, som Tine Veng Basse siger.
Frivilligt arbejde giver også værdi, understreger hun, og når Tine Veng Basse står og sælger billetter i Nr. Aaby Bio er det lidt som at lege købmand, da hun var lille.
Det betyder alverden
– Vi forsøger at bevare noget af nostalgien og kæde det sammen med det moderne, og så glæder vi os over, at vi som frivillige får en dosis social kontakt på den gode måde, forklarer Tine Veng Basse, der også roser samarbejdet med Middelfart Sparekasse.
– Det betyder alverden for os, at Middelfart Sparekasse gerne vil os. Som sagt er vi travle mennesker med frivilligt arbejde, og derfor er det guld værd, at vi ikke også skal bruge masser af tid og ressourcer på arbejdet ”bagved”.
Som formanden formulerer det, ærgrer hun sig kun over, at de ikke tidligere skiftede til Middelfart Sparekasse, for der er ikke noget bøvl overhovedet ifølge Tine Veng Basse.
– Vores samarbejde viser, at Middelfart Sparekasse vil lokalsamfundet og os som forening. Vi løser det sammen, og vi har begge en interesse i foreningslivet, fællesskabet og frivilligheden.
Frivillig Fredag
- Den sidste fredag i september fejrer vi frivilligheden i Danmark.
- Projektet hører under FriSe – Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark
- Der findes landet over arrangementer og tiltag, der markerer vigtigheden og betydningen af det frivillige arbejde
- Dagen er en hyldest til de mange frivillige og engagerede ildsjæle, der gør en forskel for sine medmennesker og lokalsamfundet
- Middelfart Sparekasse hylder året rundt frivilligheden med lokale sponsorater samt opbakning og engagement.
- Dagligt gør Middelfart Sparekassen hverdagen lettere for mere end 2.000 foreningskunder, som dermed kan fokusere på det, de brænder for