Et stærkt ansøgerfelt
Der er myrer, alger og sidestrømme på menuen, når Middelfart Sparekasse den 27. august kårer Årets Klimaiværksætter 2024.
Det sker i samarbejde med Folkesparekassens Fond og Danske Iværksætter, og det er femte gang hæderen samt præmien på 250.000 kroner uddeles.
Sidste år var det virksomheden Visibuilt, der vandt prisen, og grundlægger Line Kloster Pedersen arbejder på at udvikle et bæredygtigt alternativ til bitumen som bindemiddel i asfalt.
– Med Visibuilt søger jeg at vende tilbage til kerneformularen, og omformer de kritiske dele i selve produktionen i stedet for blot at efterjustere på slutproduktet af en omfattende produktionskæde, sagde Line Kloster Pedersen blandt andet, da hun blev udråbt som vinder.
Snart skal vi til det igen, når Årets Klimaiværksætter 2024 kåres blandt tre finalister, der er valgt ud fra et stærkt ansøgerfelt.
Myrer klarer det
Med er blandt andre Agro Ant, der er stiftet af biolog Ida C. Jensen og seniorforsker Joachim Offenberg i 2022, og der findes næppe to mennesker i Danmark, der ved mere om myrer end de to, og det er netop det lille insekt, de mener løser en stor udfordring.
Hvert år bruges der på verdensplan mere end 4,1 millioner tons kemiske pesticider, men alligevel mister vi mellem 20 og 40 procent af alle afgrøder på grund af skadedyr og plantesygdomme – et tab for den globale økonomi i størrelsen 1,5 billiarder kroner.
Myrer er et mere effektivt og klimavenligt alternativ til kemiske pesticider, der er skadelige for biodiversitet, drikkevand, jordkvalitet og menneskelig sundhed.
– Jeg har lige været i Senegal, hvor der er masser af myrer i mango-plantagerne, så vi behøver ikke engang at gøre noget for at indsætte myrerne. Avlere i Vestafrika og Asian har sjældent råd til dyre pesticider, og samtidig bekæmper de myrerne, fortæller Ida C. Jensen. Men for ganske få midler er det muligt at lave projekter med myrer, der hjælper avlerne, og med vores sukkerautomater sker det uden at skade afgrødernes kvalitet.
Dobbelt op på klimavenligt
En af konkurrenterne er Dansk Algeplast, hvor stifter Henrik Truelsen arbejder med et klimavenligt og bæredygtigt produkt, der både skaber glæde i plastindustrien og danske farvande.
Manden sigter mod at producere plastik og kompositmaterialer fra alger, der skal erstatte fossilt plast på et plastmarked, hvor forurening og CO2-udslip er faste følgesvende.
Plastik af alger fra Dansk Algeplast er CO2-negativt, hvilket betyder, at virksomheden absorberer mere CO2 i produktionsprocessen, end de udleder.
Dette er et markant bidrag i kampen mod klimaforandringer, og desuden hjælper produktionen med at rense danske fjorde for kvælstof og tungmetaller.
Stopper sidestrømmene
Finalefeltet rummer også Nordinvent ApS, der er stiftet af mor og søn.
Marianne og Lars Hansen står bag en virksomhed, der tager fat i de sidestrømme, der er en del af moderne fødevareproduktion.
Sidestrømme er betegnelsen for overskudsprodukter fra anden produktion, der står til at gå til spilde, hvilket sker trods masser af næringsmæssig værdi i sidestrømmene.
Det er mor og søn godt i gang med at ændre, og til formålet udvikler Nordinvent ApS processer til at minimere spild, genanvende råvarer samt bevare kvaliteten i fødevarekæden, og det har bragt dem i finalefeltet til Årets Klimaiværksætter 2024.
Tirsdag den 27. august bliver det afgjort, hvem der løber med titlen, og det sker i Middelfart Sparekasse i forbindelse med Klimafolkemødet. Arrangementet er åbent for alle.