Lyras var aldrig tænkt som et projekt i en garage
6. marts 2024
Rasmus Mortensen og Lyras A/S er gået fra seks til 60 medarbejdere på godt tre år – men vækststrategien er til meget mere både nationalt og internationalt.
6. marts 2024
Rasmus Mortensen og Lyras A/S er gået fra seks til 60 medarbejdere på godt tre år – men vækststrategien er til meget mere både nationalt og internationalt.
Da Lyras i 2020 blev den første vinder af Middelfart Sparekasses Klimaiværksætter-pris, var der seks ansatte i den Aalborg-baserede virksomhed.
I begyndelsen af 2024 er der 60 medarbejdere, og med sin energi- og vandsparende UV-teknologi kaldet Raslysering, som er en skånsom erstatning for pasteurisering, er Lyras repræsenteret med egne folk i Sydafrika, Frankrig, Spanien, Portugal og Holland.
Derudover samarbejdes der med distributører i lande som Australien, New Zealand, Tyrkiet og England, og næste globale skridt er USA, hvor Lyras mærker stor og stigende interesse for det, Rasmus Mortensen skabte, da han skulle skrive sit speciale på ingeniørstudiet.
– Et speciale jeg aldrig afleverede, så faktisk er jeg slet ikke færdiguddannet ingeniør, siger den 35-årige stifter med et skævt smil og tilføjer:
– Jeg stod med det her projekt, som skulle ud at leve i virkeligheden, hvor det kan gøre en forskel. Projektet skulle ikke ende sine dage i skrivebordsskuffen.
Han så med det samme forretningsidéen, og derfor blev Lyras født – i dåbsgave var der blandt andet en vækststrategi, som, hvis en nordjyde skulle beskrive den, nok ville ryge op i nærheden af forholdsvis offensiv.
– Vores ambition er, at Lyras bliver en af landets største aktører i industrien. Det skal være sådan, at vi nævnes i samme sætning som Grundfos og Vestas, når folk taler om store, danske industrivirksomheder.
Rasmus Mortensen er på mange måder en atypisk iværksætter – han stiftede eksempelvis ikke Lyras, fordi han drømte om at tjene enorme summer. Virksomheden kom til verden for at gøre en grøn og bæredygtig forskel på globalt plan – helt konkret er ambitionen, at Raslysering skal mindske CO2-aftrykket fra industrien med mere end en million tons inden udgangen af 2030.
– Penge er et nødvendigt middel for at nå dertil, men lige så vigtigt er det, at investorerne køber ind på den aggressive vækststrategi, vi har haft siden første dag. Vi har sagt nej til investorer, fordi mavefornemmelsen ikke var den rigtige, og ingen får lov til at trække virksomheden i en forkert retning, siger Rasmus Mortensen.
Marketing manager hos Lyras, Ruben Riksted, forklarer, at størrelsen på Lyras spiller en væsentlig rolle.
– Vi vil gerne samarbejde med store aktører i markedet både nationalt og internationalt, og de har brug for en partner, der kan hjælpe på alle niveauer. Det kræver en bred og stærk organisation, siger Ruben Riksted, mens Rasmus Mortensen supplerer:
– Med det potentiale, Lyras’ teknologi besidder, er det vores pligt at vækste virksomheden til en størrelse, der reelt kan gøre en forskel.
Egentlig sad Rasmus Mortensen helst i et laboratorium, men arbejdet med at finde penge til vækstplanerne i Lyras har taget, og tager fortsat, det meste af tiden.
– Jeg tror, det er tre år siden, jeg sidst sad i laboratoriet, konstaterer han med et let skuldertræk.
Lyras’ Raslyserings-teknologi har modtaget talrige priser både i Danmark og udlandet, og virksomheden er konstant i bevægelse – en bevægelse som ikke kender til fuldt stop eller bakgear.
Nye investorer, ny bestyrelsesformand, medarbejderaktier, nye markedsområder og en ny CEO på vej ind, da Rasmus Mortensen overgår til en stilling som CVO, der skal sikre Lyras-teknologiens potentiale – og det er bare et lille udpluk af det, der er sket hos Lyras den seneste tid.
– Som iværksætter, der gerne vil vækste hurtigt, er det afgørende, at man ansætter mennesker, der er dygtigere end en selv på specifikke områder. Derfor leder jeg nu efter en person, der er en mere erfaren CEO end jeg. Det gør jeg udelukkende for Lyras’ skyld og for at være tro mod mig selv og mine visioner for virksomheden.
For ham har det dog været afgørende at have styringen med Lyras, og ”det skal man have, så længe det overhovedet er muligt”, slår han fast.
– På den måde er man sikker på, at fokus er det rette sted. Det er også vigtigt at have fat i vækststrategiens tøjler, så kursen ikke skifter i en forkert retning i forhold til det, vi vil.
Selv har han ingen exit-planer – han er med egne ord ”bare” en bekymringsløs klimaiværksætter.
– Jeg har aldrig ligget søvnløs med forretningsmæssige tanker om for eksempel økonomien. Aldrig. Fra start vidste jeg også, at jeg ville knække i løbet af et halvt år, hvis jeg skulle arbejde 80 timer om ugen, så det har jeg aldrig gjort. Det er vigtigt, at vejen mod målet er sund og holdbar. Sådan er det for alle i virksomheden.
Fødevareindustrien er et markedsområde med et stort potentiale, men det er også en industri, som har et konservativt filter over sig.
– Der tages mange forbehold for nye, grønne teknologier i branchen, men teknologien fungerer altså, så det er vigtigt, at vi forholder os til det ved at se muligheder og potentiale. Det gælder også politikerne, siger Ruben Riksted, der savner en mere innovativ tilgang.
– Der er alt for lidt viden om ny teknologi, der gør en bæredygtig forskel, og det har vi et fælles ansvar for at gøre bedre, mener marketingmanageren fra Lyras.
Det er vanskeligt ikke at lade sig rive med, når man besøger virksomheden, og det er ligeledes svært at slippe tanken om, hvor vildt og stort det bliver, hvis Lyras får det eksplosive gennembrud på verdensplan.
– Det er ikke et spørgsmål om hvis. Det er et spørgsmål om, hvornår det sker, konstaterer Ruben Riksted roligt.
Ord som rammer dna’et hos Lyras ind på fineste vis.