Chef havde ikke store lederambitioner
2. september 2024
Anne Ravn er med på lederuddannelsen hos Middelfart Sparekasse, men i de yngre år lignede det mere en fremtid med handel som omdrejningspunkt i arbejdslivet.
2. september 2024
Anne Ravn er med på lederuddannelsen hos Middelfart Sparekasse, men i de yngre år lignede det mere en fremtid med handel som omdrejningspunkt i arbejdslivet.
– Har du lige fem minutter?
Henrik Toverud Stokkebæk, afdelingsdirektør hos Middelfart Sparekasse i Esbjerg og på Fanø, stiller spørgsmålet til Anne Ravn, der tiltrådte som privatrådgiver i Esbjerg-afdelingen den 1. februar 2023.
– Er du ved at sige op, spørger Anne Ravn sin chef inde i mødelokalet.
Det er han ikke – afdelingsdirektøren er på en helt anden mission.
– Jeg har for meget på mit bord, og jeg har brug for en privatkundechef. Jeg tænker, det skal være dig.
Som Anne Ravn husker det, læner hun sig lidt ind over bordet, kigger på sin chef og siger:
– Er du helt rask?
Det var og er han heldigvis, og i dag er Anne Ravn privatkundechef i Esbjerg og på Fanø.
Den 4. september er hun med det hold af ledere, der i det kommende år gennemfører en intern lederuddannelse hos Middelfart Sparekasse.
– Jeg snakkede naturligvis med min mand, der også er finanssektoren, om tilbuddet, og han sagde, at det skulle jeg selvfølgelig gå efter. Men jeg ringede også lige til min storebror, fortæller Anne Ravn.
Det gør den 39-årige privatkundechef ofte, ringer til sin storebror, og det kan være alt fra små til store beslutninger i livet.
– Han sagde det samme som min mand, så her er vi, siger hun smilende og slår ud med armene på førstesalen hos Middelfart Sparekasse på Fanø.
Egentlig tænkte hun på et arbejdsliv inden for handel, men en lærer på handelsskolen plantede alligevel et frø i hende, da han sagde:
– Du skal da læse til finansøkonom.
– I første omgang slog jeg det hen, selv om jeg var og er glad for at kunne sætte to streger under noget.
Mere end 16 år blev det til i Skjern Bank, afbrudt af et kort ophold hos Alm. Brand Bank, inden Anne Ravn selv rakte ud til Middelfart Sparekasse, hvor hun nu har været i halvandet år.
Der var intet i forældrenes arbejdsliv, der pegede i retning af den finansielle sektor – hendes mor arbejdede i den kommunale skoleafdeling, mens hendes far var afdelingschef for teknisk afdeling på sygehuset.
– Jeg har som sådan aldrig haft store lederambitioner, men jeg er bevidst om mine empatiske evner samt en stærk faglighed, så på den måde er det måske ikke så fjernt for mig alligevel, siger Anne Ravn.
Den kommende lederuddannelse ser hun frem til – ikke mindst til at lære de øvrige deltagere på uddannelsen at kende.
– Jeg tror ikke på, at ledelse er noget, man kan læse sig til – enten har man det, eller også har man det ikke – men til gengæld er det vigtigt løbende at erhverve sig de nyeste og bedste værktøjer – for eksempel i forbindelse med uddannelse, mener Anne Ravn.
Lederuddannelsen i Middelfart Sparekasse skydes i gang den 4. september med et Teams-møde, og derefter venter seks moduler med løbende samtaler, inden lederuddannelsen afsluttes sidst i august 2025.
– Jeg holder meget af kundekontakten, og jeg er bevidst om, at jeg fortsat skal have den, selv om jeg nu sidder med administrative opgaver og personaleansvar, slår Anne Ravn fast.
Hun er født og opvokset i Esbjerg, har spillet både badminton og håndbold i byen, og så har hun, tilføjer hun grinende, også gået rigtig meget i byen som ung.
– Min mand har, modsat mig, altid haft lederambitioner, så nu er vi to chefer derhjemme, fortæller hun, inden hun med glimt i øjet tilføjer:
– Men det er nok mig, der er mest chef derhjemme, afslører hun.