Nogle lån er blevet dyrere – men det er ikke dyrt at låne
Rentepilen har generelt peget opad i 2021, og stigningen har været større, jo længere rentebindingen på lånet er. Det er altså lån med fast rente i 30 år og F5, der er steget mest, mens lån med den kortest mulige rentebinding, F-kort, stort set er uændret.
Det er altså blevet dyrere at sikre fuld tryghed om renten på forældrekøbet i 2021. I øjeblikket kan du få en fast rente i 30 år på kun 1,5 procent, og det er højere end omkring nytår, hvor du kunne få samme lån til 0,5 procent. Men går vi bare to år tilbage, var introduktionen af et lån med fast rente på 1,5 procent altså et nybrud af de helt store.
Rentestigningen har gjort, at et lån på 1 million kroner med fast rente koster 200 kroner mere efter skat i månedlig ydelse sammenlignet med ved indgangen til i år, mens stigningen på et F5-lån er 70 kroner. Udover den højere ydelse afdrager du også langsommere på lånet.
Hvilket lån skal du vælge?
Når du skal vælge lån, skal du dog ikke kun have renten her og nu for øje. Først og fremmest skal du tage stilling til, hvad du har det bedst med: en fast rente som du kender i al den tid, du har lånet eller en lavere rente nu, hvor du ikke kan være sikker på, hvor høj den er i fremtiden.
Lån med fast rente er populært
Langt de fleste boligkøbere har de seneste par år valgt at låse renten i al den tid, de har lånet. Udover at give tryghed om boligrenten, så har et lån med fast rente endnu en fordel ved stigende renter. Lån med fast rente falder nemlig i kurs, når renten stiger, og det betyder, at du kan købe din egen gæld tilbage for mindre, end du skylder. Enten fordi du lægger lånet om eller indfrier lånet, fordi du sælger boligen igen.
Og det kan være en fordel i den nuværende situation, hvor priserne på boligmarkedet er steget meget henover coronakrisen. Højere renter kan presse priserne på boliger ned, men ved at vælge fast rente, så skylder du samtidig mindre i boligen ved indfrielse af lånet på grund af kursfaldet. Det er altså lidt som med gyngerne og karrusellerne.
F5-lån kan være oplagt
Selvom lån med fast rente i øjeblikket er mest populært hos boligkøberne, kan et F5-lån passe rigtig godt med tidshorisonten for nogle forældrekøb. Mange køber en lejlighed til deres børn, når de skal begynde på en uddannelse. Og en del længerevarende uddannelser i Danmark tager fem år. Så kender man sin rente på lånet til forældrekøbet de næste fem år, mens sønnen eller datteren studerer.
Med et F5-lån sikrer du dig p.t. en meget lav rente i de næste fem år, og i øjeblikket får du faktisk en rente, der er omkring nul. Hvis du ved, at dit barn skal studere de næste fem år, kan du med et F5-lån sikre en lav rente i hele studieperioden.
Og hvis dit barn er lidt længere om studiet end normeret tid, så kan du heldigvis tilpasse rentebindingen, når lånet skal rentetilpasses efter 5 år.
Skattefordel er fjernet
Du skal være opmærksom på, at det høje skattefradrag for renteudgifter i den såkaldte virksomhedsordning, når boligen lejes ud til nærtstående, fx dit barn, er blevet reduceret. På den måde sidestiller skattemyndighederne forældrekøbere med almindelige boligkøbere. Så længe renterne er så lave som nu, vil det dog ikke have store konsekvenser for de flestes renteudgifter efter skat.
Forældre kan altså fortsat købe en lejlighed og udleje den til deres børn, men de vil ikke kunne opnå særlige skattemæssige fordele. Du kan eventuelt tale med en revisor om, hvilke muligheder du har, så I sammen kan finde den løsning, der passer bedst til din økonomi.
Mange forhold spiller ind ved lånevalg
Ud over tidshorisonten for dit forældrekøb spiller mange forhold ind på, om det er et fastforrentet lån, et F5-lån eller et helt andet lån, der er bedst for dig. Der kan også være forskellige muligheder at sammensætte finansieringen af forældrekøbet på. Ud over at optage lån i forældrekøbsboligen kan det også være, at du har mulighed for at optage lån i en eventuel friværdi i din egen bolig eller bruge af en eventuel privat opsparing. Det og meget andet kan din rådgiver i din bank, sparekasse eller andelskasse hjælpe dig med. Vi anbefaler desuden at du tager en advokat med på råd.