27. januar 2020
Bemærk: Dette er en forældet nyhed. Du kan altid se de nyeste renter og priser her
Som følge af det lave renteniveau, vi har oplevet gennem flere år, ændrer Middelfart Sparekasse renten på indlån og renten på pensionskonti med kontant indestående. Renten ændres pr. 1. april 2020. Her kan du læse mere om, hvorfor vi ændrer renten, og hvad du kan gøre for at sikre din opsparing, hvis du bliver berørt.
Middelfart Sparekasse har siden 2015 betalt en negativ rente på Sparekassens indestående i Nationalbanken. Vores kunder er generelt gode til at spare op, og det medfører en stor omkostning for Sparekassen.
Nationalbanken og førende økonomer forventer, at de negative renter varer ved i flere år endnu, og derfor ændrer vi renten.
– På den ene side er de lave renter til stor fordel for vores kunder. Mange har et realkreditlån, hvor renten i nogle tilfælde er negativ – du får altså penge for at låne penge. I et historisk perspektiv er det helt uhørt. Vores generelle udlånsrenter er også faldet, så det er på alle måder blevet billigere at låne penge de seneste år. Ulempen er, at indlån ikke længere er penge værd for dig i form af en renteindtægt fra os.
Vi har i flere år betalt negativ rente af vores indlånsoverskud og undladt at sende udgiften videre til vores kunder. Nu har det nået et omfang, hvor vi må ”tage prisen for varen” – altså kræve negative renter på en del af indlånet. Det er paradoksalt, men en rente på nul procent er kunstigt høj i forhold til den reelle pris på penge i dag. Det hele er vendt på hovedet. Du kan få penge for at låne penge, og du kan komme til at betale for at have penge på din bankkonto, siger Martin Baltser, adm. direktør Middelfart Sparekasse.
Rentetilskrivningen vil ske kvartalsvis.
Hvis du bliver omfattet af renteændringen, er der forskellige alternativer, hvis du vil undgå negative renter. Et godt råd er at kontakte din rådgiver, så I sammen kan se på dine muligheder.