Større tekst
- 100% +
Læs op

Innovativt makkerpar vil hjælpe danske kommuner

5. september 2024

Angstprovokerende var det at etablere egen virksomhed, men de økonomiske bekymringer i forhold til opstarten af Koordinat ApS ryddede Bo Rønholt og Troels Kehlet fra Middelfart Sparekasse i Kolding af vejen for ejerne.

Drømmen brast

De fandt ret hurtigt hinanden på Sportsefterskolen Sine, Thomas Lykke Rasmussen fra Kolding og Mads Emil Marker Jungersen fra Assens.

Magnetismen mellem dem var bygget på deres fælles passion for matematik, data og videnskab, og ydermere gjorde den gode kemi mellem dem, at et nyt makkerpar var født.

Det er mange år siden nu, men meget er, som det var dengang – de holder stadig sammen, og de er fortsat nørdede på en måde, det er muligt at tjene penge på. I bedste fald rigtig mange penge.

Der er dog også sket noget nyt – blandt andet hedder basen i dag København, de er kandidater i datavidenskab, og så er de virksomhedsejere med Koordinat.

– Jeg gik i sin tid på fodboldlinjen på Sine, og drømmen om en fodboldkarriere var der, men jeg bøvlede lidt med at komme på hold, og det har det med at tage toppen af de store fodbolddrømme, siger en smågrinende Thomas Lykke Rasmussen.

Skruer op for udvikling og test

Det glæder givetvis mange af landets kommuner, for i stedet står Thomas Lykke Rasmussen og partner Mads Emil Marker Jungersen bag en virksomhed, der med hjælp fra kunstig intelligens kortlægger og monitorerer beskyttede naturarealer.

Arbejdet med at overvåge indikationer af overtrædelser af naturbeskyttelseslovens §3 foregår i dag manuelt i kommunerne – en både bøvlet og tidskrævende proces hvor overflyvningsbilleder af beskyttede naturarealer skal gennemgås og sammenlignes løbende.

– I løbet af efteråret skruer vi op for udvikling og test, og så afventer vi tilbagemeldinger fra de kommuner, der tester vores idé, fortæller Thomas Lykke Rasmussen, der faktisk nåede at læse medicin i et år, inden savnet af matematik førte ham i retning af datavidenskab.

Prøver sig selv af

Det var på en udviklingstur til Korea, at snakken om at lave noget sammen for alvor tog fart for Thomas Lykke Rasmussen og Mads Emil Marker Jungersen, og i første omgang blev løsningen konsulentarbejde på konkrete opgaver i forskellige kommuner.

– På et tidspunkt ønskede vi begge at fokusere mere konkret på noget, og vi vidste, at det skulle tage afsæt i kunstig intelligens og bæredygtighed. Vi snakkede med mange kloge mennesker i processen, og til sidst blev vi enige om at kigge ind i biodiversitet og finde en konkret udfordring der.

– Vi stod egentlig med fine uddannelser og gode jobmuligheder, men vi ønskede at bringe vores passion i spil sideløbende med et betydende impact. Vi ville prøve os selv og vores idéer af, siger Thomas Lykke Rasmussen og tilføjer:

– Det var da lidt angstprovokerende – det der med at skulle sælge en idé. Det er jo lidt af en rutsjebane, men det er nu engang sjovere end at sidde i en karrusel, der snurrer langsomt rundt.

Ingen grund til bekymring

Bo Rønholt er rådgiver i Middelfart Sparekasse i Kolding, og hans søn kender Thomas Lykke Rasmussen, så tilhørsforholdet til Middelfart Sparekasse var nærliggende for det innovative makkerpar.

– Bo har været med siden dagene med vores konsulentforretning, og da vi skulle etablere Koordinat som et ApS, havde vi hørt, at det måske kunne give lidt praktiske udfordringer, husker Thomas Lykke Rasmussen:

– Det gav dog ingen problemer overhovedet. Bo og ikke mindst Troels Kehlet sørgede for, at vi hurtigt var i gang, og nu arbejder vi stenhårdt på at videreudvikle virksomheden, fortæller en mand, der ikke har problemer med at blive betegnet som en nørd.

– Det er vi jo, men vi ligner altså ikke nørder i traditionel forstand, understreger han med et grin, inden han supplerer:

– Man kan også sige det på en anden måde: Vi er dybt passionerede.

Årets Klimaiværksætter 2024
Klar til et nyt og anderledes arbejdsliv
Læs mere
Regnskab
Et meget tilfredsstillende resultat
Læs mere
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os