Forside Nyheder “Hvad prisen betyder? For eksempel at jeg kan sige mit job op”
"Hvad prisen betyder? For eksempel at jeg kan sige mit job op"
28. august 2024
Tirsdag aften kårede Middelfart Sparekasse i samarbejde med Folkesparekassens Fond og Danske Iværksættere Årets Klimaiværksætter 2024. Vinderen blev fundet i et stærkt finalefelt, der både rummede alger, sidestrømme og myrer.
Farvel til konsulentjob
Henrik Truelsen fik et klassisk sportsspørgsmål få minutter efter, han modtog prisen som Årets Klimaiværksætter 2024.
-Hvad prisen betyder? For eksempel at jeg kan sige mit konsulentjob op i morgen.
Han er stifter og ejer af Dansk Algeplast i Silkeborg, og i hård konkurrence med AgroAnt fra Aarhus samt Nordinvent ApS med base i Næstved, sikrede Henrik Truelsen sig tirsdag aften både titel og ikke mindst den kvarte million kroner, der følger med hæderen.
Bag kåringen står Middelfart Sparekasse, Folkesparekassens Fond og Danske Iværksættere, og det var femte gang, prisen blev uddelt.
Giver store muligheder
-Det er faktisk første gang, jeg deltager i en konkurrence, hvor der er en stor pengepræmie på spil, så det skabte da nervøsitet under mit pitch, forklarede Henrik Truelsen.
Han arbejder i Dansk Algeplast med produkter, der både gør noget godt for en udskældt plastindustri samt ikke mindst for fjord og hav, og titlen som Årets Klimaiværksætter betyder, at foden nu kan sættes tungt på speederen i forhold til at videreudvikle Dansk Algeplast.
-Med prisen kan jeg gå fuldtids på mit projekt, og det får en stor betydning for de fremtidige muligheder, lød det fra vinderen.
Kan gøre en positiv forskel
Dommerpanelet bestod af Jette Rosenberg, direktør i Middelfart Sparekasse, Heidi Hansen, formand for Folkesparekassens Fond, Rasmus Mortensen, stifter af Lyras samt klimaredaktør Jon Bøge Gehlert fra JFM, og kvartetten kom på hårdt arbejde.
-Det var et meget stærkt finalefelt, men vi vurderede, at Dansk Algeplast akkurat stod en smule stærkere, og vi tror på, at præmien kan gøre en positiv forskel i bestræbelserne på at videreudvikle en virksomhed med et enormt potentiale, lød det blandt andet fra Jon Bøge Gehlert på vegne af dommerpanelet.
Aftenen blev med rolig og kyndig hånd styret af Thomas Mengers Karstensen fra TV 2 Fyn, og som han afsluttende sagde med et skævt smil, mens han kiggede på repræsentanter fra Middelfart Sparekasse og Folkesparekassens Fond, blev et menneske 250.000 kroner rigere, mens andre blev 250.000 kroner fattigere.
Til gavn for vores klima og miljø, og samtidig som en hyldest til bæredygtigt iværksætteri.