Større tekst
- 100% +
Læs op

Frivillig ildsjæl jubler over loyal opbakning

6. september 2024

Engang tordnede Daniel Flyger mål ind på fodboldbanen, men hjertet har de seneste 24 år været placeret i den lokale håndboldklub i hjembyen Hørning.

Scorede mål på stribe

Hvis man siger håndbold og Hørning, er det umuligt ikke også at sige Daniel Flyger.

Daniel Flyger? Ham der scorede mål på stribe på fodboldbanen – fra serie 5 til Superligaklubben Silkeborg IF?

Ja, den Daniel Flyger.

Tidligere i år blev han hædret som æresmedlem af en klub, han har spillet i, været og er træner i samt været og er leder i.

For nylig var han atter med, da Hørning Håndbold afviklede Middelfart Sparekasse Cup med 175 hold og 1765 deltagere – endnu engang med Middelfart Sparekasse som partner.

Understøtter fællesskabet

– Opbakningen fra blandt andre Middelfart Sparekasse er afgørende for foreningslivet, og hvad angår opbakning, lever sparekassen i den grad op til deres mantra Fælles Om, siger Daniel Flyger, der understreger, at Hørning Håndbold ikke er alene om at nyde godt af støtten.

– Middelfart Sparekasse understøtter i høj grad fællesskabet i Hørning – jeg kan bare nævne Naturbussen, der bringer børn fra institutioner ud i naturen. Den bidrager sparekassen også til.

Daniel Flyger taler hellere om Middelfart Sparekasse end sig selv, og måske hænger det sammen med, at han ikke ser frivilligt arbejde som en pligt eller byrde.

– Det er en del af min identitet, og sådan har det været i mange år, forklarer Daniel Flyger, der også finder tid til at undervise på BGI Akademiet, hvor han er ansat som lærer.

Kan jo ikke stoppe nu

– Frivilligt arbejde går ikke kun én vej. Jeg betragter Hørning Håndbold som min anden familie, og jeg har via mit virke i klubben skabte smukke og dejlige relationer til masser af mennesker. Det handler ikke kun om at give – der kommer så meget den anden vej, slår han fast.

Han er far til tre drenge på henholdsvis to, fire og syv år, og de står alle foran et aktivt fritidsliv, hvor Daniel Flyger med sikkerhed er med.

– Jeg kan jo ikke stoppe nu, vel, lyder det retorisk fra ham.

Han ser i stedet frem til flere gode og minderige år, og han er fortsat motiveret i forhold til frivilligt arbejde.

– Det er jeg, fordi vi her i Hørning ikke skal jagte penge hver eneste dag. Middelfart Sparekasse og mange andre bakker loyalt op, så jeg og mange andre får ro til at udvikle noget, der gavner byen og lokalområdet, siger Daniel Flyger.

Klimaiværksætter
Laver plastic af alger og tang
Læs mere
Håndbold fra øverste hylde
God forberedelse har stor betydning
Læs mere
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os