Forvent en venteliste til det unikke fællesskab
29. maj 2024
Middelfart Sparekasse gider dem, som gider andre, og på Jelling Musikfestival er der cirka 6.800 af dem. Som stolt frivillighedssponsor støtter vi naturligvis det frivillige arbejde, som med smil og glæde skaber fundamentet for den musikalske fællesskabsfest.
Født ind i det
Han har egentlig fridag.
Alligevel sidder Mathias i arbejdstøj i backstageområdet for de frivillige på Jelling Musikfestival fredag formiddag – et område som Middelfart Sparekasse har en stolt og stor aktie i som frivillighedssponsor på festivalen.
– Jeg blev jo født ind i det, konstaterer han med et let skuldertræk.
Stolthed hos far
Han refererer til, at han er søn af en af festivalens stiftere, og han er overbevist om, at farmand er stolt af, at alle tre børn fortsat er en del af de 6.800 frivillige på festivalen.
– Jeg var med første gang i 2007, og det er svært at slippe det unikke fællesskab. Til daglig arbejder jeg i modebranchen, så det er noget helt andet at gå her blandt håndværkere, fortæller Mathias, som grinende forklarer, hvad en modemand bidrager med i det selskab.
– Koordinering.
Folk vender tilbage
I dag bor han i Odder sammen med sin familie, som rummer to små børn og travle jobs til begge forældre, så den lette løsning ville være at droppe dagene som frivillig på festivalen.
– Jeg holder meget af dagene med opbygning, og samarbejdet med de mange gengangere, som også kendetegner holdet af frivillige – folk vender tilbage år efter år.
Efter flere dages slid uden ret meget søvn er dagen nu kommet, hvor Mathias slipper det frivillige arbejde i nogle timer for at mødes med de gamle Jelling-drenge, som traditionen tro sætter hinanden stævne på deres gamle hjemmebane.
– Det bliver godt og sjovt, men jeg skal lige hjem og sove lidt inden, slår han fast.
Det er så fedt
Sammenhold. Fællesskab. Minder for livet. Venner for livet.
Flere beskrivelser går igen hos de frivillige inde på pladsen – både i barer og madboder – når de skal beskrive, hvorfor de er med på holdet.
Selv om det ”kun” er formiddag på festivalens anden dag, er det selvfølgelig muligt at købe drikkevarer af smilende og dansende bartendere.
– Jeg har været med i 15 år, og det giver både unikke oplevelser og venskaber. Det er så fedt, råber Henrik, fordi Queen Machine netop har åbnet fredagens bal på den store scene.
Én stor familie
Bag den store scene er der backstageområde for artisterne, og der er en mindre park af kunstnervogne, hvor artisterne kan være sig selv.
Foran indgangen står Pia og holder øje med, at kun dem med de rette armbånd får adgang.
– Det er mit tredje år, og som mellemleder arbejder jeg 25 timer i løbet af festivalen, fortæller hun om et frivilligt arbejde, hun sætter stor pris på.
– Vi er som én stor familie, og sammenholdet er noget ganske særligt. Vi er jo så mange, at ingen kender alle, men vi er stadig på samme hold, siger Pia.
Forvent venteliste
Normalt kigger mange ned i bordet, når der søges efter frivillig arbejdskraft til bestyrelsesarbejde, trænergerning og lignende.
Den slags døjer Jelling Musikfestival ikke med – her er det ikke unormalt med en venteliste til dem, som ønsker at udføre frivilligt arbejde.
Så attraktivt er det unikke fællesskab.