Den administrerende direktør er på seniorordning
4. marts 2025
Næste generation er på plads i ledelsen hos Kvalitetsbiler.dk i Tørring – en virksomhed der blev stiftet i 1983 med syv brugte biler til salg. I dag sælges der langt over 4.000 biler om året.
Lånte et par biler
Lars Madsen har altid arbejdet meget.
Da han i 1984, sammen med sin far Holger Madsen, åbnede Shell Service på Bredgade i Tørring, var åbningstiderne mandag til lørdag fra klokken 7.00 til 21.00, mens åbningstiden om søndagen var fra klokken 8.00 til 21.00.
Benzinanlæg, værksted, kiosk og salg af brugte biler var på menuen, og på den officielle åbningsdag var der syv biler og en enkelt personvognstrailer til salg.
– To af bilerne havde jeg lånt af en kollega, husker Lars Madsen, mens han smiler ved tanken.
En snigende Mini Cooper
Når man går ind hos Kvalitetsbiler.dk hos Tørring i dag, er det vanskeligt at forestille sig, at ovenstående historie fra 1980’erne er det fundament, det topmoderne bilhus hviler på.
Men det er det.
I de varme og indbydende lokaler er der ikke fyldt med biler, blot en enkelt Mini Cooper har sneget sig ind denne dag, og det hænger sammen med, at lokalerne er indrettet til at modtage mennesker, forklarer Lars Madsen, som er strategen bag indretningen.
Man kan også sige, at de manglende biler i udstillingen hænger sammen med, at Kvalitetsbiler.dk hellere sælger biler end udstiller dem. Mellem 4.000 og 5.000 biler om året bliver det til, og på arealerne omkring bilhuset, der også rummer eget leasingselskab, er der altid cirka 900 biler på lager.
Børnene ændrede mening
Lars Madsen har fejret sit 40-års jubilæum som selvstændig, og ledelsen af den familieejede virksomhed har han for længst og trygt overladt til sine tvillinger, Lotte og Mikkel.
– For mig har mit arbejde altid været min hobby, og sådan er det fortsat, selv om jeg nu er kommet på en form for seniorordning, fortæller Lars Madsen grinende – dog bærer han fortsat titlen administrerende direktør.
Lotte Mia Madsen og Mikkel Bo Madsen voksede op med biler, og da de blev teenagere, var der én ting, der var helt sikker: De skulle aldrig nogensinde være en del af familievirksomheden.
– Men se os nu, siger Lotte Mia Madsen, der sammen med sin bror har ansvaret for 65 ansatte. Blandt meget andet.
Markante brancheskift
Vi sidder i mødelokalet, der er lige så smagfuldt indrettet som resten af huset, og tonen er afslappet og munter omkring bordet med de to generationer.
– Mikkel og jeg er heldige med, at vi har haft, og fortsat har, Hr. Madsen ved vores side, siger Lotte Mia Madsen, der egentlig er uddannet klinisk diætist og sygeplejerske – og arbejdede som sådan med fokus på børn.
Hendes tvillingebror var på vej ned ad pædagog-vejen, mens han arbejdede med adfærdsvanskelige børn og unge, men under finanskrisen fik han alligevel lyst til at prøve sig af i bilbranchen, hvorfor han på sin fars opfordring uddannede sig til biløkonom.
Får ro til at passe arbejdet
– Vi er meget forskellige – Mikkel er den, der tordner derudad, mens jeg har ansvaret for at stramme tøjlerne lidt, når det går for hurtigt, eller idéerne bliver lidt for friske, forklarer Lotte Mia Madsen med glimt i øjet om den overordnede rollefordeling mellem tvillingerne.
De har det præcis som deres far – jobbet er en hobby – og de har også overtaget virksomhedens samarbejde med Middelfart Sparekasse.
– For os handler samarbejdet med vores finansielle partner ikke kun om økonomi – vi fokuserer i lige så høj grad på god kemi og gode relationer, siger Mikkel Bo Madsen, mens Lars Madsen supplerer:
– Vi siger nej til de mange henvendelser, vi løbende får fra andre pengeinstitutter. Vi ønsker ikke at bruge tiden på det, for vi er godt tilfredse med et samarbejde, hvor vi får ro og tryghed til at passe vores arbejde. Selv om vi er i en branche, hvor det går op og ned, lyder det fra den administrerende direktør og stifter.
Brikkerne skal jo tilbage i kassen
Selv passer han fortsat sit arbejde, og Lars Madsen er ikke for fin til at feje i gården ved virksomheden, hvis det er det, der kræves.
– Jeg spiller for eksempel ikke golf, for hvad skal det føre til? Når jeg bruger tid og ressourcer på noget, skal det tjene et formål, forklarer han.
Netop derfor fik han heller ikke rigtig gjort noget ved det puslespil, han fik af sin datter, der ønskede, at hendes far skulle øve sig på at slappe lidt mere af.
– Brikkerne skal jo alligevel tilbage i kassen igen, så hvad er formålet, som han siger med et skævt smil.
– Det var ellers et puslespil med biler på, afslører Lotte Mia Madsen med et let skuldertræk.
Fakta
Kvalitetsbiler.dk
Hvor: Tørring
Stiftet: 1983
Ejerforhold: Lotte Mia Madsen og Mikkel Bo Madsen
Antal ansatte: 65
Branche: Bilbranchen
Se mere: https://www.kvalitetsbiler.dk/