Æstetisk og vinglad direktør fylder rundt
23. januar 2025
Han var aldrig i tvivl, tal skal fylde noget i mit liv, og sådan blev det for vestjyske Rune Petersen. Afdelingsdirektøren hos Middelfart Sparekasse i Hedensted fylder den 25. februar 50 år.
Vi fejrer det med reception fredag den 28. februar mellem kl. 14 og 16.
Det blev noget med tal
Dengang Rune Petersen i slutningen af 1980’erne slentrede rundt i barndommens Holstebro, havde han en lille revisor i maven.
Han var tidligt i sit liv sikker på, at det voksne arbejdsliv skulle rumme tal, og der var en periode i de unge år, hvor revisorvejen lignede den, han ville styre ind på.
– Sådan gik det dog ikke – til stor glæde for både mig og revisionsbranchen, siger han med et skævt smil.
Tirsdag den 25. februar fylder afdelingsdirektøren i Middelfart Sparekasse i Hedensted 50 år – og tre dage senere, den 28. februar fra klokken 14.00 til 16.00, er der fødselsdagsreception i Middelfart Sparekasses lokaler på Østerbrogade 11 A i Hedensted.
Stor passion i Tyskland
Hedensted har siden 2006 været den private base for Rune Petersen og hustruen Mette, og sammen har parret Emma på 20 år og Mads på 17 år – en familie der i mange år har haft Italien som yndet feriedestination.
– På grund af klimaet, det italienske folk, maden og ikke mindst vinen, forklarer fødselaren.
Netop vin af den gode slags er en stor interesse, og hvert år er Rune Petersen sammen med tre gode venner på vintur, men turene går dog ikke til Italien.
– Vi fokuserer i stedet på gode, tyske vine, både rød og hvid, og der findes meget af det langs Rhinen, hvor vi altid møder stor gæstfrihed, når vi er afsted. Om jeg er god til det med vine? Det ved jeg nu ikke, men jeg gør mig umage, og det er en stor passion for mig.
Hviler i sig selv
Rune Petersen er et æstetisk menneske, og han passer på sig selv og sin krop – tre-fire gange om ugen er han at finde i motionscenter – og måske er det årsagen til, at en 50-års fødselsdag ikke fremkalder store kriser.
– Jeg kan da sagtens se, jeg bliver ældre, men jeg er et godt sted i livet og hviler i mig selv, lyder det roligt fra afdelingsdirektøren, der i 2015 kom til Middelfart Sparekasse efter en årrække i et af landets største pengeinstitutter.
I anledning af fødselsdagen inviterer han sine kollegaer i Hedensted-afdelingen hjem i privaten, mens det store fødselsdagsbal er på tegnebrættet senere i år, hvor der faktisk inviteres til to gange 50 års-fødselsdag.
– Min hustru fylder 50 år til december, så vi finder på noget i fællesskab senere på året, siger Rune Petersen.