Diversitet i både alder og baggrund er glædelige ingredienser på et elevhold hos Middelfart Sparekasse - og det skaber en god dynamik.
Større tekst
- 100% +
Læs op

Hvem tæller? Her kan en elev være både 24 og 49 år

19. marts 2026

Middelfart Sparekasse er ikke nervøs for at uddanne mennesker, der ikke har en fortid i den finansielle sektor, og alder spiller heller ikke en afgørende rolle. Mennesket og de relationelle evner vægtes højt – og fagligheden skal vi nok få styr på, garanterer HR-chef.

En glædelig sammensætning

– Da jeg gik ud af skolen, havde jeg ingen planer om at vende tilbage til skolebænken.

Ordene kommer fra Bjarne Siersbæk, der har 50 lys i kagemanden, når han fylder år næste gang.

Rådgiveren fra Middelfart Sparekasse i Tørring endte på skolebænken igen, da han blev en del af det elevhold, der afslutter uddannelsen i sommeren 2026 – et hold der viser stor diversitet i både alder og erhvervserfaring.

– Det er meget glædeligt med et elevhold med den sammensætning, for holdet er et udtryk for, at der findes mange veje ind i Middelfart Sparekasse i forskellige faser af livet, siger Michael Lindgaard Hedemann, der er HR-chef hos Middelfart Sparekasse.

– Erhvervserfaring med at skabe gode kundeoplevelser er guld værd, og det er altid muligt at bygge den finansøkonomiske faglighed på. I vores rekrutteringsfase er det et klart plus, hvis du er god til mennesker. Det relationelle arbejde er nemlig en vigtig faktor for at lykkes i et kundevendt job i den finansielle sektor, mener HR-chefen.

Hun fik ønskede udfordringer

Maria Stuhr, rådgiver i Middelfart Privat, er ligeledes med på holdet, og hendes tilløb til uddannelsen gik via et job som salgsassistent i en brilleforretning.

– Det er, og har været, en virkelig god gruppe, hvor vi har sparret med hinanden undervejs. Med vores forskellige baggrunde bød vi ind med forskellige ting, så vi har hjulpet hinanden på kryds og tværs, siger den 27-årige rådgiver, der også er mærket en anden fordel:

– Det har været fedt, at vi til daglig var tilknyttet forskellige størrelser af afdelinger, for det gav en god dynamik i forhold til de daglige opgaver, vi sidder med.

Hun har været vant til masser af kundekontakt via sit job som salgsassistent, men hun savnede blandt andet at få nye, faglige udfordringer.

– Det må man sige, jeg fik ved at begynde helt forfra med fagligheden i en ny sektor, siger hun smilende.

Diversitet i både alder og baggrund er glædelige ingredienser på et elevhold hos Middelfart Sparekasse - og det skaber en god dynamik.

En gevinst med en større gruppe

Det gjorde Bjarne Siersbæk også for små to år siden, da han efter mange år i food service-branchen besluttede sig for at gå en anden og ny vej.

– Det har været specielt at uddanne sig i min alder, indrømmet, men det har også været spændende. Ikke mindst at være en del af et på mange måder broget elevhold, hvor Jeppe for eksempel har en fortid som professionel fodboldspiller, Per kom fra autobranchen, mens Maria har en fortid som optiker.

Forskelligheden i alder og baggrund skabte ifølge Bjarne Siersbæk en god dynamik, hvor alle bød ind med det, de kunne, og personligt glæder han sig over at have lært rigtig meget, som han siger.

– Det er min fornemmelse, at Middelfart Sparekasse får meget for pengene ved også at uddanne mere erfarne rådgivere, og det har været fedt at følges ad på et lidt større hold, hvilket jeg opfordrer Sparekassen til at gentage. Det er virkelig en god idé med en større gruppe af elever – trods forskelligheder på mange områder, mener Bjarne Siersbæk.

Ydmyg og realistisk tilgang

Lena B. Frank, afdelingsleder for privatafdelingen hos Middelfart Sparekasse i Kolding, har fornøjelsen af at have 38-årige Per Rathgen på sit hold, og hun har kun godt at sige om samarbejdet med en elev, der kom ind i faget med stor livs- og erhvervserfaring.

– Per kom ind med flotte tal som bilsælger hos Audi, men han har haft en ydmyg og realistisk tilgang til en helt ny verden fagligt. Med flere års erfaring vokser den sunde fornuft også, og samtidig er der en hurtigere forståelse af nye områder og forretningsgange, mener Lena B. Frank, der blandt andet bruger betegnelsen lærenem om Per Rathgen.

– Vi vidste jo, at Per var god til at kommunikere, og det giver blandt andet to væsentlige fordele – for det første går det hurtigere med at bygge en portefølje op, og derudover er det lettere at etablere sig i nye sociale sammenhænge, siger afdelingslederen, der også understreger vigtigheden af, at elever spiller en rolle på holdet:

 – Løbende giver vi alle vores elever ansvar, og det betyder noget, er jeg sikker på. De skal føle sig som en betydende brik på holdet, for det er de, siger Lena B. Frank.

Elevholdet anno 2026

Emile Frisk, 24 år

Maria Stuhr, 27 år

Jeppe Hansen, 37 år

Per Rathgen, 38 år

Bjarne Siersbæk, 49 år

Vokseværk igen
To stærke sparekasser går sammen
Læs mere
To stærke sparekasser går sammen
Helt på toppen
Det er ikke kun noget, vi siger
Læs mere
Det er ikke kun noget, vi siger
Sammen om det, der er noget værd
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os