Hajer i Horsens glæder sig over nyt tøj
21. november 2024
Middelfart Sparekasse bakker op om lokale fællesskaber, og det har blandt andet betydet, at U13-holdet hos Stensballe Sharks, der er en del af Børnebasket Horsens, nu føler sig endnu mere som en enhed.
Gør en kæmpe forskel
Da Andes Katholm og Sonny Madsen i sin tid etablerede Børnebasket Horsens, var visionen blandt andet at skabe unikke og lettilgængelige fællesskaber.
Med børnehold spredt over hele kommunen er den del af visionen realiseret på fineste vis, og hos U13-holdet i Stensballe Sharks er der lige nu ekstra brede smil hos de godt 20 spillere.
– Vi er megaglade for, at det, med støtte fra Middelfart Sparekasse, har været muligt for U13-spillerne at få ens tøj. Det gør en kæmpe forskel for spillerne, der er stolte, og i endnu højere grad end tidligere føler sig som enhed, siger Anders Katholm.
Transport ikke et tema
Han fungerer både som træner og formand for Børnebasket Horsens, der er i en by, hvor det bedste seniorhold i Horsens IC har sørget for basketball på topniveau i mange år.
– Basketball har typisk været centreret om Forum Horsens og Vesthallen i Horsens, og vi ønsker at skabe et supplement, hvor børnene ikke går til basket, men hvor basket i stedet kommer til børnene, hvor de har deres dagligdag, fortæller Anders Katholm.
Ønsket om at gøre basketball mere tilgængeligt, endda i skoletiden, har været en succes, og som formanden for Børnebasket Horsens siger, er det ikke alle forældre, der kan eller vil transportere børnene til og fra træning.
Styrker sammenholdet
– Vi har med U13-holdet i Stensballe Sharks skabt et unikt fællesskab, og spillerne er vildt dygtige. Vi har to hold, men ikke et første- og andethold, for spillerne skifter hele tiden mellem de to hold, fortæller Anders Katholm.
Hos Middelfart Sparekasse er ”Til fælles bedste” en ledetråd, der gennemsyrer alt det, vi gør og siger, så selv om vores maskot, marsvinet Mulle, ikke normalt er glad for hajer, så giver samarbejdet med hajerne fra Horsens god mening.
– Vi er altid glade, når vi får mulighed for at støtte op om lokale fællesskaber i Horsens, og spillerne hos Stensballe Sharks styrker med de nye, flotte dragter både sammenholdet og holdånden, siger Emil Kristensen, der er afdelingsdirektør hos Middelfart Sparekasse i Horsens.