Helle Mortensen og Martin Steen Jensen lever deres drøm ud med Samsted, og de gør det i samarbede med Middelfart Sparekasse og en unik udsigt.
Større tekst
- 100% +
Læs op

De lever deres drøm ud med god udsigt og hårdt arbejde

11. oktober 2024

Helle Mortensen og Martin Steen Jensen er veluddannede akademikere, der engang havde gode jobs. Nu har de begge et endnu bedre job – nemlig som værtspar hos Samsted, men ikke alle delte deres begejstring for idéen.

De havde fundet stedet

Bankmødet gik ikke så godt.

Helle Mortensen og Martin Steen Jensen snakkede i et kvarter om deres store drøm om at skabe et sted med mad, overnatning, samvær, samtale, fællesskab og nærvær.

De havde fundet stedet, smukt placeret på en bakketop på Røjlehalvøen nord for Middelfart med udsigt over marker og vand, og de havde som akademikere styr på både tal og præsentation.

På et tidspunkt stoppede de talestrømmen for lige at mærke stemningen på den modsatte side af bordet.

Der var stille i mødelokalet hos parrets daværende bank i Fredericia.

Livsdefinerende beslutning på broen

Helle Mortensen brød stilheden og sagde:

– Det er så her, I skal sige, at det lyder spændende.

Ingen sagde noget.

– Det eneste, vi fik med fra mødet, var, at der skulle kigges på vores pensioner.

Da de lettere slukørede krydsede Lillebæltsbroen på vej hjem mod Middelfart, kiggede de ned mod Middelfart Sparekasse.

De besluttede sig impulsivt for at kigge ind med deres store drøm under armen.

De havde ingen anelse om, at det blev en livsdefinerende beslutning for dem.

Helle Mortensen og Martin Steen Jensen lever deres drøm ud med Samsted, og de gør det i samarbede med Middelfart Sparekasse og en unik udsigt.

Ønskede at prøve noget andet

Selv på en grå og regntung oktober-tirsdag skinner Samsteds unikke skønhed, og det bliver ikke mindre af at træde indenfor.

Dels fordi en smilende Helle Mortensen tager imod, men også på grund af de mange smagfulde løsninger og den personlige indretning – skabt af Helle Mortensen og Martin Steen Jensen.

Da de i sensommeren 1997 mødte hinanden i Stockholm, talte de ret hurtigt om, hvordan de ville leve deres liv. De havde begge travle jobs i den offentlige og statslige sektor, men de drømte begge om at drive et bed & breakfast-sted – et sted hvor de kunne være værter sammen.

– I 2017 trængte jeg til at prøve noget andet, og efter et tandlægebesøg kom jeg hjem til en hjemmearbejdsdag, hvor Helle havde besøg af Louise Rost, der ejede bygningerne her, fortæller Martin Steen Jensen og slår ud med armene.

Potentialet er langt fra udnyttet

Han havde faktisk kigget på salgsopstillingen og billeder fra stedet, men det var ikke noget, han overvejede at gå videre med.

– Men så sagde Louise, at vi da skulle se stedet, så en dag kørte vi derud med vores tre børn i bilen. På vej derud sagde børnene samstemmende, at de aldrig skulle bo derude.

Under fremvisningen visualiserede Martin Steen Jensen, hvordan stedet kunne forvandles til at være lige præcis det, parret drømte om.

– Da vi kørte hjem, var alle fem enige – det er det her, vi skal, husker han.

Det førte til det stille møde i deres daværende bank og et efterfølgende møde hos Middelfart Sparekasse, og siden har den stået på ombygning, renovering og stenhårdt arbejde med at skabe Samsted.

– Vi er stoppet med at sige, hvornår vi når i mål med at bygge, men vi glæder os til det, for så skal vi for alvor til at udvikle på vores mange idéer om, hvad Samsted kan og skal. Jeg glæder mig til at skabe endnu mere indhold og liv her, siger Helle Mortensen.

Blev mødt som mennesker

Det har dog allerede vist sig at være bæredygtigt økonomisk, og selv perioder med corona overlevede de.

– Vores møde med Middelfart Sparekasse var det perfekte match. Fællesskaber betyder noget for os begge, og derudover er der den lokale forankring. Jeg glemmer aldrig den sætning, vi hørte fra Middelfart Sparekasse under corona: Vi er med jer, sagde de til os.

Martin Steen Jensen nikker stille, han glædede sig over at blive mødt som menneske, og samtidig anerkender han sparekassen for at gå ind i et projekt, hvor der ellers var flere alarmer, der gav lyd fra sig.

– Restaurationsbranchen er jo ikke attraktiv for alle pengeinstitutter, og her stod vi, to akademikere uden brancheerfaring, og ville i gang i netop den branche, siger Helle Mortensen med et skævt smil.

Hun glæder sig over, at hun er sammen med en mand, der nok er akademiker, men som rummer meget mere og andet.

– Jeg fik mig en akademiker, der også er en dygtig håndværker og kok, og det rimer jo ret godt på det, vi laver med Samsted, konstaterer hun med stor tilfredshed.

Om Samsted

Et sted hvor overnattende kommer i forbindelse med arbejde eller fritid.
Et sted hvor turisterne får en kop kaffe sammen med lokale beboere.
Et sted hvor lokale beboere mødes til samspisning
Et sted hvor livet inden for Samsteds rammer, vil udvikle sig i takt med det som opstår.
Meget gerne i fællesskab med lokale, turister og erhvervsfolk.
Netop fællesskab er i centrum sammen med samtale og samvær. 
Du finder Samsted her: Korsbjergvej 40, Røjle, 5500 Middelfart.
Du kan læse mere om samsted på www.samsted.dk

Horsens Lift
Virksomheden har fået flere ben at stå på
Læs mere Virksomheden har fået flere ben at stå på
Lik Lighting
Tidlig modgang blev en drivkraft
Læs mere Tidlig modgang blev en drivkraft
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os