Større tekst
- 100% +
Læs op

Middelfart Skateboard Forening:

Skaterkulturen lever i Middelfart

6. december 2022

I en hal for enden af en forglemmelig og blind industrivej i Middelfart findes et særligt fællesskab og en forening, der ikke er helt som alle de andre.

Her holder Middelfart Skateboard Forening til mellem ramper og graffitimalede vægge. Så snart du træder ind i hallen, glemmer du alt om den grå verden lige uden for døren. For skateboardkulturen er lige præcis alt det, en industrivej ikke er.

Som en tidsmaskine

Var man en del af skateboardkulturen i 90’erne, føles det nærmest som en tidsmaskine at træde ind i Middelfart Skateboardhal.

Tonerne af Beastie Boys blander sig med de umiskendelige lyde af skateboards, som banker imod træ, metal og beton. Boards flyver igennem luften – både med og uden deres ejere. Tricks prøves af. Nogle landes. Andre ender i styrt. Det er en del af gamet. Op igen. Videre.

Der er farverig graffiti på hallens inderside og tomme coladåser på bordene. I lædersofaer og på europaller sidder unge knægte og et par enkelte skatertøser og hænger ud. Deres skateboards står eller ligger spredt omkring dem. Sjældent længere væk end en armslængde.

Skateboarding er mange ting. En ekstremsport. En olympisk disciplin. En transportform. En kunstart. Men først og fremmest er skateboarding en livsstil.

Tillidsbaseret anarki

Imens kører 10-12 af kammeraterne rundt mellem hinanden i hallen og tester tricks på ramper, rails og flyvehop. De er ved at varme op til dagens forestående turnering. De kører på kryds og tværs i et tillidsbaseret anarki. Her er ingen højre vigepligt eller andre begrænsende regler. Man ser sig for og passer på hinanden. Sådan har det altid været. Og det går næsten aldrig galt.

For kulturen er den samme, som den var i 80’erne og op gennem 90’erne. Men det er altså ikke en tidsmaskine, der gemmer sig i det affolkede industrikvarter. Tvært imod. Skateboardhallen blev indviet af Middelfart Skateboard Forening i 2020, og brugerne er primært den seneste generation af unge, som har fået øjnene op for skateboarding og det fællesskab, der eksisterer i kulturen omkring sporten.

For skateboarding er mange ting. En ekstremsport. En olympisk disciplin. En transportform. En kunstart. Men først og fremmest er skateboarding en livsstil.

Derfor er Middelfart Skateboard Forening heller ikke helt som de andre foreninger, som ofte slår sig op på at tilbyde en bred vifte af ugentlige træningstilbud.

Skarterkulturen stortrives i Middelfart Skateboard Forening

På skaternes præmisser

På nær begyndertræning tirsdag eftermiddag, er hallen et frirum for foreningens medlemmer, der kan komme og gå, som det passer dem hele ugen i tidsrummet 06-23.

Og det er lige præcis dét, de fortrinsvis unge skatere har brug for. Frihed til at mødes og skate på egne præmisser.

Det mener i hvert fald Anders Meister, som sidder i bestyrelsen for Middelfart Skateboard Forening.

– Mange af vores medlemmer er jo knægte i den alder, hvor det godt kan blive lidt småt med tilbud, når man bor i provinsen. Vennerne og fællesskabet omkring skateboarding betyder meget for dem, og det er også en gruppe, som ikke har brug for, at forældre eller andre autoriteter dikterer, hvordan tingene skal foregå. Derfor sætter vi rammerne for foreningen, så skaterne har en høj grad af frihed til at dyrke deres sport, forklarer Anders Meister, der selv kom ind i skaterkulturen, da den opblomstrede i 80’erne.

Tricks prøves af. Nogle landes. Andre ender i styrt. Det er en del af gamet. Op igen. Videre.

Næste generation

Som 49-årig hører han til blandt de voksne i Middelfart Skateboard Forening, men selv om tilværelsen med familie og fast arbejde ser noget anderledes ud end de unge skateres teenageliv anno 2022, føler han stadig en vis tilknytning til kulturen. Han forstår i hvert fald om nogen, hvorfor de unge har brug for at blive mødt på deres egne præmisser.

Anders Meister sled sine egne ungdommens skatersko for 35 år siden. Nu er det næste generations tur.

En høj grad af frihed betyder dog ikke, at der slet ikke bliver lavet events og sociale arrangementer i hallen. Denne dag er der for eksempel inviteret til turnering, hvor der som til De Olympiske Lege bliver konkurreret på åbne kriterier som personlighed, stil, sværhedsgrad, fart og kreativitet.

I modsætning til eksempelvis stangspring kan skateboarding nemlig ikke blot afgøres ved, hvem der hopper højest eller kører hurtigst. Det er en rebelsk modkultur-sport, som for mange af dens udøvere transcenderer sport.

Skateboarding is freedom

Den professionelle danske skateboard-pioner Rune Glifberg har udtalt, at skateboarding er hans kunst. Og den amerikanske skater Alexis Sablone sagde efter sin kvalifikation til OL, at ”skateboarding is freedom”.

Fællesskabet kommer først. Det står også klart denne dag i Middelfart Skateboardhal. Skaterne kører en ad gangen på skift – og selv om det er en konkurrence, bliver der heppet og jublet begejstret i hele hallen, når en kører lander et kompliceret trick, eller når nogen udviser den rette skaterånd og gennemfører et løb på trods af adskillige kiks og styrt.

Naturligvis handler det også om at vinde. Sponsorpræmierne er fede, og der er nye skateboards på højkant. Men det handler allermest mere om at være med, og dagens største vinder blev skateboardkulturen og fællesskabet i Middelfart Skateboard Forening.

Fakta

Middelfart Skateboard Forening

Foreningen er grundlagt i sin nuværende form i 2019

Har til huse på Damgårdvej 13, 5500 Middelfart

120 aktive medlemmer

Medlemskab og adgang til skaterhallen alle ugens dage kl. 6-23 koster 250 kr. om året

Der kan desuden købes dagsbilletter til hallen.

www.msbf.dk

Læs mere om Lillebælt Smakkelaug
Fællesskab for fulde sejl
Læs mere
Læs mere her
Har du et godt formål, vi skal støtte?
Læs mere
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os