Middelfart Roklub:
Man kan sagtens være social i en singlesculler
22. november 2023
I Middelfart Roklub er der plads til alle, som har lyst til at ro – både til lands og til vands.
I de unikke rammer nær Den Gamle Lillebæltsbro dyrker klubbens medlemmer nemlig både sporten og fællesskabet, og det er ganske sjældent, at der ikke er kaffe på kanden og nogen at snakke med i det gamle bådhus.
Et par store, våde øjne i vandoverfladen følger nysgerrigt med i aktiviteterne på bådebroen foran Middelfart Roklub. De glider ned i det mørke vand for hurtigt at dukke op igen lidt tættere på. En sæl. Så tæt på, at man kan se dråberne trille ned ad dens knurhår.
Den charmerende tilskuer er fast gæst omkring broen, hvor tre af roklubbens medlemmer er ved at sætte sig til rette i hver sin smalle og cirka otte meter lange robåd. Såkaldte singlescullere.
Ude på vandet er to andre medlemmer allerede i gang i en dobbeltsculler, der glider ubesværet gennem vandet og splitter bølgerne som en strømlinet sølvpil, imens roerne taktfast tvinger båden fremad.
– Det, man ikke ser på vejen ud, ser man på vejen hjem, filosoferer en ældre herre fra land, imens hans blik følger dobbeltsculleren ude på bæltet.
Men det er reelt ganske lavpraktisk og en af forskellene på at ro i kajak og robåd. Som roer sidder man med ryggen til sejlretningen – i kajak kigger man fremad.
Sven Grabow har selv roet i mange år, men et dårligt hjerte har tvunget ham til at blive på land. Det holder ham imidlertid ikke fra at have sin daglige gang i og omkring roklubben, hvor der altid er nogle at snakke med.
Til vands og til lands
– Vi har et ekstremt godt socialt miljø på tværs af hele klubben. Vi tre er en del af kaproningsgruppen, hvor vi er lidt mere ambitiøse og gerne vil ud og ro nogle konkurrencer sammen. Så vi er ofte en flok afsted i weekenderne, men der er også en stor motionsgruppe i klubben, som laver en masse sjove aktiviteter, der ikke kræver en masse erfaring. Så her er noget for alle – endda dem, som slet ikke har lyst til at ro på vandet, siger Hardy Engelbrecht.
– Vi kalder dem tørroere. De ror indendørs på romaskiner og går til roning, ligesom andre går til spinning. Det er ret populært, og så er det kombineret med musik og forskellige øvelser. Det er hård og god træning. For nogle bliver det ved det, imens andre får lyst til også at prøve at ro på vandet. Men der er et sjældent godt socialt sammenhold på tværs af grupperne i klubben, uddyber Diana Korsgaard.
Fællesskab og frivillighed
Der er en del sociale arrangementer i løbet af året. Desuden er der fast vintertræning, hvor vi træner tirsdag, torsdag og lørdag. Det er der sådan set også om sommeren, men det hele lukker ikke bare ned, fordi at det bliver for dårligt vejr til at ro ude på vandet, siger Helge Engelbrecht.
– Især den ældre generation i klubben er gode til at lave grillaftener og andre arrangementer. Der er jo forskel på, om man går på arbejde eller er pensionist. Men der er næsten altid kaffe på kanden hernede – og det er sjældent, der ikke er nogen i klubhuset, siger Kaj Nissen.
– Middelfart Roklub er drevet af frivillige. Ligesom alle andre foreninger kan vi godt mærke, at det ikke er blevet lettere at få nye medlemmer og frivillige, men vi arbejder på nye initiativer for at tiltrække flere. For eksempel drømmer vi om at få en sauna, så vi kan tiltrække vinterbadere. Vi har jo en helt unik beliggenhed lige i vandkanten, og hvem ved – det kunne jo godt være, at roning og vinterbadning kunne kombineres, siger Diana Korsgaard.
Fakta
Middelfart Roklub
Klubben er for både konkurrenceroere og motionsroere – og for alle aldersklasser.
Foreningen har 70 aktive medlemmer
Klubben råder over en del både, som medlemmerne kan benytte.
Derudover tilbydes også forskellige former for motionstræning på romaskiner.
Læs mere om Middelfart Roklub her >>