Jelling Golfklub
I Jelling ligger et monument over frivilligheden
26. maj 2023
Fællesskabet og frivilligheden er lige så vigtigt som selve sporten i Jelling Golfklub. Her hjælper 130 frivillige til med alt, hvad de kan. Det holder udgifterne nede og fællesskabsfølelsen oppe.
En øl i arbejdstiden
Hver mandag året rundt mødes Gudmund Skovbjerg Jeppesen og fem andre mænd ved Jelling Golfklub. De er alle medlemmer, men det er ikke golfkøller, de er bevæbnet med, når de bevæger sig ud på banen. Ikke om mandagen. Det er buskryddere og motorsave.
– Så bruger vi tre-fire timer på at beskære og ordne buske og træer omkring banen, så greenkeeperne kan bruge deres tid på at passe selve banen. Vi er seks mand på 70 plus, og vi hygger os med det. Er det frivilligt? Ja. Eller. Det vil sige, at vi får løn. Vi får nemlig én øl hver i løbet af dagen som betaling. Og den drikker vi naturligvis i arbejdstiden, siger Gudmund Skovbjerg Jeppesen med et kækt smil.
Han er et af de 130 medlemmer i Jelling Golfklub, der har meldt sig som frivillige hjælpere og bidrager til at løse alverdens opgaver i og omkring klubben. Det holder udgifterne nede og fællesskabsfølelsen oppe. Og det er dét, der gør Jelling Golfklub til noget helt særligt.
Den særlige ånd
Ved klubbens driving range står en bygning med både overdækkede udslagssteder og et såkaldt Trackman Center, der kan benyttes til indendørs og udendørs træning. Den opført af frivillige og står som et monument over den særlige ånd, der hersker i klubben.
Gudmund Skovbjerg Jeppesen viser med stolthed rundt i bygningen sammen med Frans Tornvig Andersen, der også er frivillig i Jelling Golfklub. De har været medlemmer og frivillige i henholdsvis 12 og 5 år, og sammen har de spillet en afgørende rolle i tilblivelsen af bygningen, som blev taget i brug i 2022.
– Væggen ud mod driving rangen kan køres til side, så man kan slå ud i læ fra vind og vejr. Når væggen er lukket, foregår spillet digitalt på landets største simulatorskærm. Man slår med kølle og bold – nøjagtig som på golfbanen. Men bolden slås ind i et stort lærred, hvor en projektor afvikler, hvad der vel bedst kan beskrives som et ekstremt realistisk golf-computerspil, forklarer Gudmund Skovbjerg Jeppesen, der bogstaveligt talt har været med til at bygge det hele op fra bunden.
Fantastisk fællesskab
– Der er selvfølgelig klubber, hvor man bare vælger at skrue på prisen for at finansiere projekter, men det nytter jo ikke noget bare at sætte prisen op, når vi også gerne vil have flere medlemmer. Jeg tror slet ikke, golfklubber kan fungere uden frivillige i dag. Vi betaler jo for at være medlemmer. Men det, vi betaler for, er professionalismen i klubben. Greenkeepers og trænere. Og så hjælper vi med alt det andet, som de ikke skal gå og bruge deres tid på, siger han.
– Desuden er her også et fantastisk fællesskab. Vi er en social klub med stor åbenhed. Her er alle velkomne på tværs af alder, kultur og baggrund. Vi er ikke snobbede. Vi vil hinanden og klubben, og vi har mange gode arrangementer. Der er andre gode golfklubber i området – og jeg bor tættere på en af dem. Men hvis man virkelig brænder for frivilligheden, så er det her i Jelling, man spiller, siger Gudmund Skovbjerg Jeppesen.
Professionelle frivillige
– Vi frivillige byder ind med de kompetencer, vi har, og tilsammen kan vi virkelig meget. De fleste har jo et langt arbejdsliv bag sig. Jeg har for eksempel fire svendebreve og har haft egen virksomhed som håndværker, så jeg har gået og bygget herude sammen med andre frivillige, som kunne tage fat – og Frans har været projektleder og fået økonomien til at hænge sammen, siger Gudmund Skovbjerg Jeppesen.
Som tidligere chef for kultur og fritidsliv i Hedensted Kommune har Frans Tornvig Andersen erfaring med at fundraise.
– Det hele er finansieret gennem et omfattende sponsorat fra Middelfart Sparekasse og ved at søge midler fra forskellige fonde, og så har jeg som projektleder sørget for, at processen gik efter planen. Det er meget muligt, vi er frivillige, men det er bestemt professionelt udført, siger Frans Tornvig Andersen, som føler sig overbevist om, at frivillighed er altafgørende. Også inden for golf.