Undgå skattesmæk
Forskudsopgørelse 2027
10. november 2026
Fra tirsdag 24. november 2026 kan du se din forskudsopgørelse for 2027 på skat.dk.
Forskudsopgørelsen er Skattestyrelsens bud på, hvordan din økonomi kommer til at se ud næste år. Men det er ikke sikkert, at tallene passer. Måske har du fået ny løn, købt bolig eller oplevet andre ændringer i din økonomi?
Derfor er det en god idé at bruge et par minutter på at tjekke og rette din forskudsopgørelse. Så øger du chancen for at betale den rigtige skat i løbet af året og undgår en ubehagelig overraskelse, når årsopgørelsen kommer.
Se og ret din forskudsopgørelse fra 24/11-26
Nye skattefradrag på vej
I år åbner forskudsopgørelsen to uger senere end normalt. Det skyldes, at Folketinget behandler en række forslag til nye og forbedrede skattefradrag, som Skattestyrelsen gerne vil nå at indarbejde.
Forslagene omfatter blandt andet:
- Fradrag for motion og musikundervisning: Voksne over 30 år skal efter forslaget kunne få skattefradrag for udgifter til blandt andet fitness og musikundervisning. Fradraget skal blandt andet kompensere for nye momsregler.
- Større beskæftigelsesfradrag til seniorer: Personer tæt på folkepensionsalderen skal kunne få et højere fradrag, hvis de fortsætter med at arbejde. Forslaget udvider samtidig perioden fra to til fem år før folkepensionsalderen.
- Højere fradrag til dagplejere: Dagplejere skal kunne trække en større del af deres indkomst fra i skat gennem en forhøjelse af det særlige standardfradrag.
Ændringerne afhænger af Folketingets endelige vedtagelse. Skattestyrelsen forventer at kunne fortælle mere om de nye regler, og hvad du selv skal gøre, når forskudsopgørelsen åbner 24. november.
Tjek og ret forskudsopgørelsen
Forskudsopgørelsen er en slags budget over din forventede indkomst, dine fradrag og den skat, du skal betale i 2027. Oplysningerne bruges til at beregne dit skattekort, din trækprocent og dit fradrag.
Forskudsopgørelsen bygger blandt andet på tidligere oplysninger om din økonomi. Derfor er det vigtigt, at du selv tjekker, om tallene også passer til det kommende år.
Du bør især rette forskudsopgørelsen, hvis:
- Du går op eller ned i løn eller skifter job
- Dine renteindtægter eller renteudgifter har ændret sig
- Du optager et nyt lån, omlægger et lån eller betaler et lån ud
- Du køber eller sælger bolig
- Du får længere eller kortere til arbejde eller arbejder mere eller mindre hjemmefra.
Ændringer i blandt andet løn, renter, bolig, kørselsfradrag og pensionsindbetalinger er nogle af de typiske årsager til, at du ellers kan ende med at betale for lidt eller for meget i skat.
Sæt din forventede indkomst så præcist som muligt
Det kan være fristende at sætte sin forventede indkomst lidt højere for at være på den sikre side. Men det er ikke nødvendigvis en fordel.
Beskæftigelsesfradraget bliver beregnet automatisk ud fra din forventede løn. Hvis du oplyser en højere løn, end du reelt ender med at få, kan du derfor få et større fradrag i løbet af året, end du har ret til. Det kan være med til at give restskat, når årsopgørelsen kommer. Sæt derfor indkomsten så realistisk som muligt.
Du kan altid rette beløbet igen, hvis din løn eller arbejdssituation ændrer sig i løbet af 2027.
Ret forskudsopgørelsen, når dit liv ændrer sig
Du behøver ikke kun gennemgå forskudsopgørelsen, når den åbner. Du kan rette den løbende gennem hele året, hvis der sker ændringer i din økonomi eller dit liv.
Det kan eksempelvis være, hvis du får nyt job, bliver ledig, går på pension, bliver gift eller skilt, køber bolig eller ændrer dine pensionsindbetalinger. Jo tidligere du får rettet oplysningerne, desto større er sandsynligheden for, at du betaler den rigtige skat løbende