Forside Nyheder Middelfart Sparekasse øger opbakning til lokalt fyrtårn
Middelfart Sparekasse øger opbakning til lokalt fyrtårn
21. maj 2025
Middelfart Boldklub er den fodboldmæssige ledestjerne for byen og nærområdet. I fremtiden hedder klubbens hjemmebane Middelfart Sparekasse Stadion, hvilket glæder sparekassedirektør Martin Baltser.
En del af identiteten
I disse uger jagter Middelfart Boldklub en plads i Danmarks næstbedste fodboldrække, og fremover gør de det på Middelfart Sparekasse Stadion.
Det er nemlig det nye navn på det idylliske og velplejede stadion, og det glæder Martin Baltser, der er administrerende direktør hos Middelfart Sparekasse.
– Det er jo en del af vores identitet, at vi bakker op lokalt. Her i Middelfart har vi i mange år støttet fodboldklubben, men nu løfter vi lige støtten endnu et hak opad, fortæller Martin Baltser, der er imponeret over det arbejde, der bliver udført af ledelsen og de mange frivillige.
Bidrager gerne til fodboldglæden
– Det er bare rigtig flot arbejde af Per Jørgensen og resten af holdet omkring Middelfart Boldklub, og sådan har det været i mange år. Klubben bliver ved med at udvikle sig, og vi vil meget gerne bidrage til noget godt for de mange fodboldglade mennesker i og omkring Middelfart.
Middelfart Boldklub er ikke i verden med store, pompøse budgetter, men alligevel står klubben lige nu et sted, hvor Middelfart er meget tæt på top-24 i dansk fodbold.
– Jeg er især imponeret over det gode, kontinuerlige arbejde over en lang periode, lyder det anerkendende fra Martin Baltser.
Naturligt at være med
Han understreger, at Middelfart Sparekasse med stor glæde involverer sig yderligere i Middelfart Boldklub.
– Ikke mindst fordi der findes et stort fællesskab både i og omkring klubben. Rigtig mange mennesker involverer sig i Middelfart Boldklub, og for os er det naturligt at være en del af det fællesskab, siger Martin Baltser.
Det nye stadionnavn markeres i forbindelse med Middelfart Boldklubs hjemmekamp den 24. maj, hvor Næstved er gæst.
– Middelfart Boldklub har allerede skabt flere fine oplevelser for mange mennesker, og vi satser selvfølgelig på, at der kommer mange flere af slagsen på Middelfart Sparekasse Stadion, siger Martin Baltser.
Hos Middelfart Boldklub er sportschef Søren Godskesen også tilfreds med aftalen.
– Middelfart Sparekasse har været en stærk samarbejdspartner for os i mange år, og jeg er virkelig glad for, at samarbejdet nu udvides, siger sportschefen.