Nellie Mulvad Gejel er seneste eksempel på, at Aarup Boldklub - Fodbold kan mere og andet end skabe unikke fællesskaber.
Større tekst
- 100% +
Læs op

Fodboldklub leverer til landsholdet

13. januar 2025

Fællesskaber og sammenhold er det primære i Aarups Boldklub-Fodbold – derfor er Middelfart Sparekasse stolt over at være hovedsponsor for klubbens børne- og ungdomsafdeling.

Ikke målrettet landsholdet

Umiddelbart tænker man ikke landshold og Aarup Boldklub-Fodbold på samme tid. Selv om de begge spiller i rødt.

Hos sidstnævnte vægtes fællesskaber og sammenhold nemlig højere end elitær tankegang i det primære i det daglige arbejde, og i klubben findes der ikke en strategisk beslutning om at være fødekæde til danske ungdomslandshold, men noget er gået ”galt”.

Seneste bevis hedder Nellie Mulvad Gejel, og før hende var det Julie Breiner Aastrup – begge er faste på de danske ungdomslandshold.

– Vi har faktisk også haft en tredje spiller i landsholdstrøjen, Line Kudsk, men hun er dog ikke aktiv længere. Det sjove er, at det ikke sker via målrettet arbejde med at udvikle landsholdsspillere, fortæller Jesper Værlund, der er børneansvarlig i Aarup Boldklub-Fodbold.

Fornemt besøg op mod jul

15-årige Nellie Mulvad Gejel, der netop har skrevet under på sin første professionelle kontrakt med FC Nordsjælland, var gæst til Aarup Boldklub-Fodbolds juleafslutning, hvor hun signerede en landsholdstrøje, der i en ramme får plads på Wall of Fame i klubhuset.

Hun gik dog ikke tomhændet hjem, for hun fik nemlig en trøje fra barndomsklubben med retur – som evigt minde om den klub, hvor de første driblinger og finter blev skabt – og hvor lysten til fodbold fik den rette gødning i en årrække.

– Jeg vil lyve, hvis jeg siger, det vrimler med pigespillere på alle årgange hos os. På samme måde vil det være usandt, hvis jeg påstår, at vi arbejder struktureret med at skabe spillere, der har niveau til landsholdsfodbold – men fællesskaber og miljø kan beviseligt også noget, som Jesper Værlund konstaterer.

Fællesskaber er det bærende

Han nævner frivillige ildsjæle som centrale i arbejdet med pigespillerne, og det kan sagtens være på kryds og tværs af flere årgange. Eller på banen sammen med drenge.

– Det sidste er helt naturligt hos os, og pigerne kan sagtens være med. Det er også godt for deres fodboldudvikling, og vi er lykkedes med at skabe et fællesskab, hvor der er muligheder for alle spillere uanset niveau og ambitioner.

Jesper Værlund kalder det ganske naturligt, at de bedste spillere i Aarup Boldklub – Fodbold søger større udfordringer på et tidspunkt, og Nellie Mulvad Gejel er ikke ene om at have gjort det – for eksempel spiller Julie Breiner Aasrup i dag i FC Midtjyllands trøje.

– Sådan er det, og selvfølgelig skal de videre. Vi er bare stolte af dem, og så arbejder vi videre på en måde, der både er relations-skabende fællesskaber og med mellemrum også udvikling af kommende landsholdsspillere.

Skal acceptere det

Jesper Værlund erkender, at det kan være udfordrende med generationer, der ikke nødvendigvis tænker foreningsidræt, som den var engang.

– Mængden af fritidsaktiviteter er steget markant, og det skal vi som ledere og trænere acceptere, selv om vi måske er vant til en anden tilgang fra dengang, vi selv spillede. Vi skal ikke lade os provokere af, at ungdommen prioriterer anderledes i dag, siger Værlund og tilføjer:

– I stedet skal vi forsøge at skabe relevante fællesskaber, de kan se sig selv i, og fællesskaber vil altid være det bærende i Aarup Boldklub-Fodbold. Hvad der kommer udover det, er en ekstra bonus, der skaber stolthed i hele klubben, siger Jesper Værlund.

Fællesskaber
Målet er den reneste gade i Aarhus midtby
Læs mere Målet er den reneste gade i Aarhus midtby
Fællesskabspulje
Ildsjæle fik økonomiske skulderklap
Læs mere Ildsjæle fik økonomiske skulderklap
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os