Bliv klogere på, hvor meget du kan købe hus for
Større tekst
- 100% +
Læs op

Selv små ting kan have stor betydning inden et boligsalg

15. maj 2025

Overvejer du at sælge din bolig?  Et par erfarne ejendomsmæglere kommer her med gode råd til, hvad der er godt at have styr på, inden til salg-skiltet sættes op. Og hvad der er mindre vigtigt at bruge penge og ressourcer på.

Eksperter giver gode råd

Foråret er traditionelt højsæson for salg af boliger, men hvordan forbereder man sig bedst til et salg af sin bolig?

Er det en god idé, at vinduerne er pudsede?

Skal græsset være slået?

Skal de mørkegrå vægge i værelserne males hvide?

Bør det 15-årige køkken udskiftes?

Jakob Viborg Iversen fra RealMæglerne Boligbutikken Vejle og Steffen Tornvig fra Nybolig Jelling er et par rutinerede og kompetente ejendomsmæglere, og de kommer her med deres råd til, hvad du med fordel kan fokusere på som boligsælger.

Kig på den løse ledning

– Først og fremmest vil jeg sige, at der faktisk er meget at hente på alle de små hængepartier. En løs ledning, et manglende fodpanel, en entré med 20 jakker. De små ting betyder meget for mavefornemmelsen hos en mulig køber. Og det gælder både inde i boligen og udenfor, siger Jakob Viborg Iversen.

Meget afhænger naturligvis af kunden, der ønsker at sælge, understreger han, men der findes flere generelle råd, der kan øge muligheden for salg.

– Vi ved for eksempel, at farver betyder noget. Mørke farver gør, at rum fremstår mindre, end de er. Derudover er det også godt, hvis boligens rum ikke er overfyldte med møbler. Ryd gerne lidt ud i de ting, du alligevel ikke skal have med videre. Det skaber en mere luftig fornemmelse.

Glem det gamle køkken

Jakob Viborg Iversen påpeger, at tidshorisonten også spiller en rolle i relation til, hvad der kan svare sig at gøre noget ved.

– Der er ingen grund til at udskifte det gamle køkken, hvis du regner med at sælge hurtigt. Det kan jo være, at køberen ville have valgt et helt andet køkken, og så har du spildt pengene, siger Jakob Viborg Iversen, der er sikker på, at en ejendomsmægler kan bidrage positivt til boligejere med salgstanker:

– Vi oplever at folk bruger ressourcer, tid og penge på noget, der ikke har en effekt, og der vil vi gerne hjælpe med at styre fokus hen på de rigtige ting at gøre for at styrke muligheden for et salg.

Tid og knofedt er godt

Hos indehaver Steffen Tornvig fra Nybolig i Jelling er klangen stort set den samme.

– Førstehåndsindtrykket betyder virkelig meget. Hvordan ser det ud, når en mulig sælger ankommer til boligen? Derfor bør man som sælger tænke på, at udendørsarealer er velplejede og ser indbydende ud, siger Steffen Tornvig.

Samme signaler er vigtige inde i boligen, understreger han.

– Oprydning betyder meget, og lidt maling hist og her, hvor der er skrammer, er også en god idé at ordne. Det er ting, der ikke nødvendigvis koster mange penge, men med lidt tid og knofedt kan man som sælger gøre sin bolig mere attraktiv.

Får det aldrig tilbage

Hvad så med skift af køkken, bad, lofter, gulve og tag, hvis det trænger?

– Som udgangspunkt kan det ikke svare sig. Større investeringer skal boligejere lave for egen skyld og ikke for en køber. Man får det aldrig tilbage en til en, og det er bedre, at køber kan skifte til det, der passer dem, forklarer Steffen Tornvig.

Forventninger er der altid hos købere, mener Steffen Tornvig, men der er naturligvis forskel på, hvor i landet en køber kigger på bolig.

– I yderområder med lavere priser og omsættelighed er kunderne ofte realistiske omkring, hvad man får for pengene. Forventningerne er typisk et andet sted end i større byer, hvor prisniveauet er anderledes. Her skal tingene gerne spille, da konkurrencen er større, og der er flere sammenlignelige ejendomme at konkurrere mod, siger Steffen Tornvig.

Bolighandel
Få styr på forsikringerne
Læs mere Få styr på forsikringerne
Sommerhus
Drømmer du om feriebolig?
Læs mere Drømmer du om feriebolig?
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os