”Vi kan altid finde gode muligheder”
22. april 2025
2024 var et festligt år på aktie- og obligationsmarkedet. Flotte afkast og udbytter prægede de finansielle markeder, hvilket Middelfart Sparekasses kunder naturligvis også nød godt af, fortæller formue- og investeringsrådgiver Per Hunniche.
Et rigtig, rigtig godt år
2024 var et vildt år.
I hvert fald når det kommer til afkast og udbytter på de finansielle markeder.
– I det forgangne år så vi mange store og stærke afkast, og de solide resultater førte naturligvis også til flotte udbytter, siger Per Hunniche om investeringsåret 2024.
Han kalder 2024 for et rigtig, rigtig godt investerings-år, når det handler om aktier og obligationer, og det var ikke mindst amerikanske aktier, der skabte fine afkast.
Trump skal med i ligningen
– Det var især tech-giganterne, der sørgede for det fine 2024 for investorerne. The Magnificent Seven (Nvidia, Apple, Alphabet, Amazon, Microsoft, Meta og Tesla) leverede meget flot, siger Per Hunniche.
Til sammenligning var europæiske, nordiske og danske aktier mindre attraktive i 2024, men Per Hunniche er en erfaren herre, så han er alt andet end chokeret over markedet.
Men hvad så med 2025, som vi allerede er godt i gang med?
– Det er jo lidt svært at sige noget konkret om, hvordan hele investeringsåret 2025 ender, men der er basis for et fornuftigt år. Dog skal den siddende amerikanske præsident i den grad med i ligningen.
Markedet er kynisk
Per Hunniche er bevidst om, at der hersker en vis utryghed i forhold til blandt andet Donald Trumps toldsatser, og investeringsrådgiveren ved af erfaring, at markedet reagerer.
– Markedet er kynisk, og jeg ser ikke toldsatser som noget gunstigt for markedet. Omvendt kan det give opdrift på andre områder, og sådan bevæger markedet sig hele tiden. Det er derfor, vi altid opfordrer til en god spredning på ens investeringer. Tilsat tålmodighed, siger Per Hunniche og tilføjer:
– Vi kan altid finde gode investeringsmuligheder – både når markedet er oppe og nede. Lige nu er turbulensen kraftig, men især i sådan en periode er det vigtigt, at investorerne bevarer roen, siger Per Hunniche.