Josva Vestergård fra Middelfart Sparekasse var dybt imponeret, da han mødte unge, innovative mennesker til DM i entreprenørskab.
Større tekst
- 100% +
Læs op

Unge entreprenører viste højt niveau i DM-finalen

12. juni 2025

Innovative unge mennesker fra hele landet var for nylig samlet i Axelborg i København, hvor de skarpeste hjerner i forskellige kategorier skulle kåres. Middelfart Sparekasse stod bag prisen og de 25.000 kroner i Green Tech-kategorien.  Fotos: Rasmus Degnbol.

En unik og vild energi

Fonden for Entreprenørskab har netop afviklet det danske mesterskab i entreprenørskabsprogrammet ”Start Up Programme”.

Scenen var Axelborg i København, og her var de skarpeste hjerner fra Danmarks korte og mellemlange uddannelser samlet.

Middelfart Sparekasse var også med – repræsenteret af Josva Vestergård, der er afdelingsdirektør i København-afdelingen på Kalvebod Brygge.

– Det var en fantastisk oplevelse. Det var en lang dag, men det var endnu mere en fed dag. Når så mange unge mennesker er samlet, opstår der en unik og vild energi, siger Josva Vestergård, der var med i dommerpanelet og også på scenen, da kategorien Green Tech blev afgjort.

Josva Vestergård fra Middelfart Sparekasse var dybt imponeret, da han mødte unge, innovative mennesker til DM i entreprenørskab.

Store muligheder i flow-batteri

Det var nemlig den pris, Middelfart Sparekasse havde sponseret, og det var alt andet end tilfældigt, understreger Josva Vestergård.

– Innovation og bæredygtighed er noget, vi meget gerne bakker op omkring i Middelfart Sparekasse, så det var helt perfekt, at vi stod bag den pris og de medfølgende 25.000 kroner.

Vinderen i Green Tech-kategorien blev Vanergy fra Svendborg International
Maritime Academy (SIMAC), hvor det er muligt at uddanne sig til maskinmester, skibsfører eller skibsofficer.

– Vanergy arbejder med et flow-batteri som alternativ til lithium-batteriet. Sidstnævnte er dyrt at producere og svært at nedbryde efter levetiden, der er cirka 10 år, fortæller Josva Vestergård, der ser store muligheder i Vanergys flow-batteri.

– Det er billigere at producere, det er mere bæredygtigt, og så er levetiden cirka dobbelt så lang som et lithium-batteri.

Fede og bæredygtige idéer

Finalen fik også fint besøg, da kulturminister Jakob Engel-Schmidt dukkede op, og den overordnede vinder, på tværs af alle kategorier, blev Tiptox, der udvikler en innovativ løsning til at detektere stoffer i drinks, så man undgår drugging i nattelivet.

Tiptox-holdet kan se frem til at repræsentere Danmark til EM-finalen, der afvikles i juli i Athen.

– Når vi engagerer os i DM i entreprenørskab, er det et udtryk for, at vi ønsker at give noget tilbage. Det er en del af vores dna som sparekasse, og siden 1853 har vi taget opgaven alvorligt, siger Josva Vestergård, der som resten af de fremmødte lod sig imponere af et tårnhøjt niveau hos finaledeltagerne.

Omkring 100 studerende fra otte forskellige uddannelsesinstitutioner spredt over hele landet har konkurreret om at være de bedste og dermed få pladsen i DM-finalen.

– Jeg bliver simpelthen så glad og inspireret, når jeg oplever de mange fede og bæredygtige idéer, de unge kommer med. Jeg kan roligt sige, at fremtiden tegner lys i forhold til innovation – en innovation der stort set altid har øje for både klima og miljø, lyder det fra en begejstret Josva Vestergård.

 

Afdelingsdirektør som håndværker
Musikalsk fællesskab i Jelling
Læs mere Musikalsk fællesskab i Jelling
Det skal være kompliceret
Mennesker går ikke af mode
Læs mere Mennesker går ikke af mode
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os