Der er garanti for smil, grin og krammere, når De Danske Omsorgsklovne rykker ud - og Middelfart Sparekasse støtter med stolthed.
Større tekst
- 100% +
Læs op

Klovne fra Horsens delte krammere ud

1. juli 2025

De Danske Omsorgsklovne fra Horsens besøgte for nylig Plejecenter Rosengården i Vejle. En almindelig torsdag blev omdannet til en festdag, hvor det vrimlede med kage, blomster, smil, krammere og høje grin.

En overraskende reaktion

Personalet er spændt på, hvordan det forløber.

De to omsorgsklovne skal ind til en beboer, der sjældent er med til fælles arrangementer på Rosengården i Vejle. Besøgene hos ham er der langt imellem, og han smiler stort set aldrig.

Lige inden for døren hænger en collage af billeder af en høj, bredskuldret og smuk mand – på alle billeder bærer han militæruniform.

Han er netop fyldt 90 år, lider af demens, og da Tut og Tut, som de to omsorgsklovne kalder sig, forsigtigt nærmer sig beboeren, skaber de på få sekunder magi i rummet.

Beboeren lyser op, og han nøjes ikke med at smile. Han griner. Stort set hele tiden, mens Tut og Tut er på besøg. Flere medarbejdere med smilende øjne kommer forbi for at opleve noget, de ikke har oplevet tidligere.

Der er garanti for smil, grin og krammere, når De Danske Omsorgsklovne rykker ud - og Middelfart Sparekasse støtter med stolthed.

Hellere en spegepølsemad

De Danske Omsorgsklovne, der har base i Horsens, er den eneste klovneNGO i Danmark, der hovedsageligt fokuserer på voksne på plejehjem, daghjem og bosteder.

Foreningen modtager ingen offentlig støtte, og derfor er den afhængig af private donationer og fondsmidler, der går til at sende klovne ud til mennesker, der har behov.

Med støtte fra Middelfart Sparekasse får udvalgte plejecentre besøg, og hos Rosengården bliver det to timer med smil, grin, krammere og en nærværende varme, som kun omsorgsklovne kan sprede.

Afdelingsdirektør fra Middelfart Sparekasse i Vejle, John Hauge, kommer med kage, og han optræder endda som vellydende tenor, når Tut og Tut synger for skiftende beboere.

Humøret er højt, også hos beboeren Agnes, der møder Tut og Tut på gangen.

– Har du fået kage, Agnes, spørger den ene klovn.

– Nej, jeg vil hellere have en spegepølsemad, svarer Agnes, der, med glimt i øjet, også svarer hurtigt, da omsorgsklovnene giver hende blomster, fordi ”vi har bestemt at give blomster til alle de søde mennesker, vi møder”, forklarer Tut og Tut.

– Så har I vist fat i den forkerte.

Der er garanti for smil, grin og krammere, når De Danske Omsorgsklovne rykker ud - og Middelfart Sparekasse støtter med stolthed.

Tre krammere til Erling

Agnes fortæller derefter om dengang, hun kom ud for at tjene på en gård i første halvdel af 1950’erne.

– Jeg passede hus, have, marker og stalde. Åh, det var en dejlig tid, siger hun med lys i øjnene.

Det er dét, De Danske Omsorgsklovne kan.

Tut og Tut skaber tillid, nærvær og kontakt, og det hele garneres løbende med masser af smil, grin, blomster og sang.

Og krammere, ikke at forglemme.

– Må jeg give dig et kram, spørger Tut og kigger på Erling. Det må hun gerne.

– Må jeg også få et kram af dig, spørger hun efter det første kram. Det må hun gerne.

– Skal du lige have et kram ekstra, du kan give videre til en anden, spørger Tut.

Erling nikker for tredje gang.

Han ligner et menneske, der er glad og tilfreds på samme tid.

Som de fleste andre på Plejecenter Rosengården denne torsdag.

Plejecenter Rosengården

  • Rosengården har 72 rummelige og lyse 2-værelses lejligheder, der varierer i størrelser fra 47-62 m²
  • Rosengården er opdelt i tre eksklusive afsnit: Damgård, Stampmølle og Sønderbjerg, hver med 24 boliger
  • Hvert afsnit byder på en elegant fælles spisestue og dagligstue samt flere hyggelige kroge, der er perfekte til afslapning og socialt samvær
  • Fællesarealerne inkluderer et stort og indbydende køkkenalrum, der udover spisning også inviterer til aktivitet og samvær
  • Resten af plejecentret rummer flere hyggelige kroge, så der er plads til både fællesskab og mulighed for at trække sig tilbage og nyde roen
  • Rosengården har ansat mange unge “spirer”, som beboerne kærligt kalder “eftermiddagsengle”
  • Disse unge mennesker, i alderen 14-17 år, kommer dagligt for at nyde samværet med vores beboere, hvilket skaber stjernestunder og glæde mellem generationer
  • Der findes både gårdhave og masser af grønne arealer ved plejecentret
Fællesskab i naturen
Bussen kunne køre hver dag året rundt
Læs mere Bussen kunne køre hver dag året rundt
Fremtiden er lys
Kreative hjerner blev hyldet i København
Læs mere Kreative hjerner blev hyldet i København
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os