Hun hopper rundt blandt verdens bedste
15. september 2025
Maise Jacobsen er bare 17 år, men hun har med sin sport allerede opnået, hvad mange kun kan drømme om. Hvis du snakker vandskihop, er det umuligt at komme uden om den unge kvinde fra Hjerting ved Esbjerg. Hos Middelfart Sparekasse er vi stolte af at støtte et så stort og dedikeret talent.
På vandet det meste af livet
Kan du huske, hvad du havde opnået, da du var 17 år?
Var du for eksempel verdensmester? Eller Europamester? Stod dit navn måske på flere verdensrekorder?
Nej, vel.
Men spørger du 17-årige Maise Jacobsen fra Esbjerg, hvad hun har opnået, så handler det om verdensmesterskaber, verdensrekorder og europamesterskaber. Blandt rigtig meget andet.
Middelfart Sparekasse er glad for at bakke op om den unge sydvestjyde, der på vandski og i vandskihop tilhører den absolutte verdenselite, hvilket ikke mindst skyldes, at hun har været på vandet stort set hele sit liv.
Hun blev hængende
– Det er en interesse, jeg har arvet fra min far. Han tog mig med, og jeg blev hængende, fordi det er vildt sjovt, fortæller Maise Jacobsen.
Den daglige træning foregår i vandskiklubben, men hun er også ofte i landsholdets tjeneste, og hun har allerede været i store dele af verden med sin sport.
– Jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver ved, men planen er at fortsætte, så længe min krop tillader det, siger hun smilende.
Hos Middelfart Sparekasse i Esbjerg er afdelingsdirektør Henrik Toverud Stokkebæk begejstret for samarbejdet med Maise Jacobsen.
– Det er en del af vores dna, at vi støtter lokalt, og det handler ikke kun om de store klubber. Maise er et helt unikt talent, og derudover en gæv kvinde, som vi siger på vores kanter. Hendes resultater siger jo faktisk alt, som afdelingsdirektøren påpeger.
Hele kroppen spiller en rolle
Maise Jacobsen er i gang med 1. g på gymnasiet, hvor en Team Danmark- og Esbjerg-ordning gør det muligt for hende at dyrke sin sport på øverste niveau.
– Det er fantastisk, at jeg kan passe min uddannelse på den måde, og der er masser af støtte med ekstra timer og så videre.
Om vinteren består træningen især af fitnesstræning, og her er der altid ekstra fokus på lår og arme.
– Generelt vil jeg dog sige, at hele kroppen spiller en rolle, når det handler om vandski, og det handler om at passe træningen, hvis man vil være med blandt de bedste, som hun siger.
Der findes ifølge Maise Jacobsen en lille skare af udøvere, der lever af sporten, og Esbjerg-talentet er ikke afvisende for at ende samme sted.
– Det kunne være fedt at prøve, men så skulle jeg nok finde noget andet at lave i vintermånederne, siger Maise Jacobsen, der allerede har opnået, hvad mange andre bruger det meste af livet på.
Fakta
Resultaterne taler for sig selv – og nedenstående er bare et lille udpluk
2024
- U17-verdensmester i Canada
- U17-europamester i Italien
- U17-verdensrekord (46,9 meter) i Italien
- U21-europamester i Frankrig
2025
- U17-verdensrekord (49,1 meter) i USA
- US Masters Jr. Champion
- U17-europamester i Spanien
- U21-VM sølv i Canada
- U21-EM sølv i Østrig
- Top 8 i Open VM-finalen
Individuelle priser
- Esbjerg’s Talentpris 2024
- Som den første dansker nogensinde kåret som Female Athlete of the Year 2024 af International Waterski & Wakeboard Federation (Europe & Africa)