Større tekst
- 100% +
Læs op

Det var bedre end nogenlunde

3. februar 2026

Racerkøreren Alba Larsen havde et forrygende 2025, men hun har smag for endnu mere i den kommende sæson, hvor hun kører for italienske Ferrari. Middelfart Sparekasse er stolt af samarbejdet med et unikt talent.

Skabte hævede øjenbryn

Hvis man på jysk skal beskrive Alba Larsens 2025, vil den bedste og rette betegnelse være nogenlunde.

Det er nemlig den jyske udgave af fremragende, og det er præcis, hvad året har været for den 17-årige motorsportskomet, som Middelfart Sparekasse med stor fornøjelse støtter.

I sin første sæson sluttede hun på en imponerende syvendeplads i F1 Academy, hvor hun var oppe mod ældre og langt mere rutinerede kørere.

Det fik ikoniske Ferrari til at hæve sine italienske øjenbryn og finde papir og pen frem, og nu har parterne en aftale om, at Alba Larsen i den kommende sæson sidder i en bil i den klassiske, røde farve.

En stor oplevelse

Hun har sine rødder på Sjælland, så hun vil gerne sige, at 2025 gik bedre end nogenlunde, hvilket understreges af, at hun i slutningen af året i Usbekistan blev den første modtager af FIA’s nyindstiftede pris ”FIA Woman in Motorsport”.

Det internationale motorsportsforbund (FIA) gav ved et storstilet gallashow den unge dansker prisen for en stærk første sæson i F1 Academy men i høj grad også for Alba Larsens G.I.R.L.-projekt, der inspirerer og motiverer piger til at blive en del af motorsporten.

– Det er altid dejligt at blive anerkendt for det, man gør, og det var en stor oplevelse at få en pris foran mange af dem, jeg så op til, da jeg som yngre fulgte med i motorsport på tv, siger Alba Larsen, der blandt andre havde den nykårede Formel 1-verdensmester Lando Norris foran sig, da hun modtog prisen.

Er mere selvsikker

– 2025 begyndte rigtig fint i Shanghai, hvor jeg kvalificerede 3’er, og det var i et felt med rigtig mange, dygtige kvinder. Generelt holdt jeg et fint niveau i løbet af året, og det sluttede også godt i sidste løb i Las Vegas, siger Alba Larsen.

I 2026 venter der nye og større udfordringer for den unge racerkører, og hun ser frem til at bruge sin erfaring fra den forgangne sæson.

– Det har været superspændende, og jeg har lært utrolig meget. Jeg føler mig mere selvsikker i bilen, jeg er mere aggressiv i overhalingerne, og i det kommende år er ambitionen at række ud efter podiepladserne.

Hun beskriver det som kæmpestort, at hun skal sidde i Ferraris ikoniske røde racerbil, for det er, som hun siger, et stort brand i verden.

– Jeg skal selvfølgelig være opmærksom på, at det ikke bliver et pres i sig selv, at jeg skal køre Ferrari, men det skal jeg nok håndtere, slår Alba Larsen fast.

I det kommende år kommer hun til at opholde sig en del i Italien – blandt andet i Maranello der er kendt for at være Ferraris hjemby.

Fart på Alba
Mere talentudvikling for kvinder
Læs mere
Mere talentudvikling for kvinder
Kvalitet hos Kvalitetsbiler
God service skaber gode forretninger
Læs mere
God service skaber gode forretninger
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os