Mødet trak ud
Klokken 15.00 ankom Jacob Fonseca til sit første møde med Josva Vestergård, der er centerdirektør hos Middelfart Sparekasse i København.
Førstnævnte kendte stort set intet til Josva Vestergård eller Middelfart Sparekasse.
Jacob Fonseca tænkte, han havde god tid til mødet, for han havde først en træningstid klokken 17.00.
– Jeg gik fra mødet 18.30, afslører han og tilføjer:
– Kemien var der bare, og netop relationer er noget, jeg værdsætter højt og bruger i mit daglige arbejde, siger den nye erhvervskundechef.
Lidt af en tilfældighed
Det hænder, forklarer han smilende, at han trækker nordjyde-kortet, når han føler, det er relevant, og det kan han, fordi han er født i Aalborg.
Opvæksten var til gengæld i Nordsjælland, og i dag bor han både i Dragør og i det sydlige Sverige, hvor han har fire børn med sin svenske ekskone.
– Der er seks børn i alt, og to husstande i hvert sit land, så jeg føler ikke, jeg keder mig, lyder det med et afslappet skuldertræk fra Jacob Fonseca, der i sin unge dage var en af Danmarks hurtigste atletikudøvere på 100 og 200 meter, mens han som voksen sværger til det lange, seje træk i ultraløb – for eksempel er et løb på 100 kilometer gennemført.
At han overhovedet havnede i den finansielle sektor, kan tilskrives en tilfældighed, for der var ingen tegn på det i de yngre år.
Ville have andet ind i hovedet
Her fyldte en årrække som professionel soldat blandt andet tiden – for eksempel var han udsendt til Bosnien to gange
– Jeg ønskede at få noget andet ind i hovedet, og det var også hårdt for de pårørende, når jeg var udsendt. Derfor søgte jeg ind på jurastudiet, fortæller Jacob Fonseca, der dog forlod studiet igen:
– Fordi jeg i ”Berlingeren” opdagede et stillingsopslag til en elevplads i Danske Bank, og så blev det den vej, det gik, siger han og understreger, at han ikke har fortrudt sit valg.
– Det er lidt angstprovokerende at springe ud i noget, hvor man er helt blottet – alle kan jo se, om der kommer nye forretninger ind. Omvendt glæder jeg mig helt vildt til at skabe og udvikle erhvervsafdelingen hos Middelfart Sparekasse i København, siger Jacob Fonseca, der bruger for ham velkendte værktøjer.
– Relationer er centrale for mig, både privat og arbejdsmæssigt, og nu skal jeg vise, at jeg kan bidrage til et stærkt fundament for erhvervsafdelingen her i København, hvor de fine værdier i Middelfart Sparekasse støtter mit og vores arbejde. Jeg har det rigtig fint med, at der er forventninger til mig, for jeg arbejder bedst under pres, slår erhvervskundechefen fast.
Klar til et møde
Hvis du ønsker et uforpligtende møde med Jacob Fonseca på vegne af din virksomhed, er du altid velkommen til at række ud.
Fang ham på dette mobilnummer: 53545815
Du kan også vælge at sende ham en mail på: jaf@midspar.dk