Forside Om os Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse indgår fusionsaftale
Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse indgår fusionsaftale
30. september 2025
Bestyrelserne i Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse har indgået en fusionsaftale – med forbehold for diverse myndighedsgodkendelser forventer parterne, at fusionen kan ske i løbet af december 2025.
Et fynsk baseret pengeinstitut
Efter en kort, intens og konstruktiv forhandlingsperiode har bestyrelserne i Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse nu indgået en fusionsaftale, der indeholder vilkårene for en kommende fusion med Middelfart Sparekasse som det fortsættende institut.
Per Maegaard, bestyrelsesformand i Nordfyns Bank, udtaler:
– Det er ingen hemmelighed, at det har været et langt forløb for alle interessenter omkring Nordfyns Bank. Derfor har vi arbejdet målrettet på at kunne præsentere en fusionsaftale med Middelfart Sparekasse. Med fusionsaftalen mener vi, at vi har opnået en aftale, som alle parter omkring Nordfyns Bank kan være tilfredse med, og bestyrelsen opnår sit strategiske mål om at bevare et stærkt, fynsk baseret pengeinstitut. Samtidig kan vi med aftalen skabe klarhed over fremtiden for Nordfyns Banks aktionærer, kunder og medarbejdere.
Baseret på gensidig tillid
Den endelige fusionsaftale flugter med de vilkår, der tidligere er meldt ud. Middelfart Sparekasse betaler 620 kr. pr. aktie i Nordfyns Bank, Holger Bruun, adm. direktør i Nordfyns Bank, indgår i Middelfart Sparekasses direktion, alle medarbejdere i Nordfyns Bank bliver en del af Middelfart Sparekasse efter fusionen, Nordfyns Bank udpeger to repræsentantskabsvalgte og ét medarbejdervalgt medlem til Middelfart Sparekasses bestyrelse, og Nordfyns Bank får 16 pladser i Middelfart Sparekasses repræsentantskab, som dermed udvides til 66 medlemmer.
– Vi anså vores tilbud til Nordfyns Bank for at være attraktivt, og de grundlæggende vilkår har ikke ændret sig i forhandlingsforløbet, hvor det primære fokus har været at sikre fælles forståelse af de enkelte elementer i aftalen. Vi har opbygget et godt samarbejde baseret på gensidig tillid, og det lover godt for fremtiden, siger Flemming B. Nielsen, bestyrelsesformand i Middelfart Sparekasse.
Fusion på plads inden årets udgang
Med fusionsaftalen er der lagt en tidsplan, hvor der forventes besluttende møder i Middelfart Sparekasse og Nordfyns Bank ultimo november 2025.
Inden da vil de to pengeinstitutter udarbejde øvrige fusionsdokumenter, så disse kan offentliggøres i behørig tid før de besluttende møder. Derudover skal de nødvendige myndighedsgodkendelser også indhentes.
Med forbehold for diverse myndighedsgodkendelser forventer parterne, at fusionen kan ske primo december 2025. Den tekniske konvertering, hvor alle kunder samles i samme system, forventes at finde sted i tredje kvartal 2026.
På den korte bane sker der dermed ikke nogen forandringer for hverken kunderne i Nordfyns Bank eller Middelfart Sparekasse.