Bedste medarbejderimage i 2025
29. januar 2026
Middelfart Sparekasse er i 2025 blevet kåret som det pengeinstitut med det bedste medarbejderimage i den årlige Medarbejderimage-undersøgelse fra FinansWatch Insight og Wilke.
Kåringen bygger på vurderinger fra ansatte i finanssektoren og placerer Middelfart Sparekasse som nummer ét blandt alle danske pengeinstitutter.
En arbejdsplads præget af stolthed, ledelse og fællesskab
Undersøgelsen viser, at Middelfart Sparekasse ligger helt i top på en lang række parametre, der har stor betydning for medarbejdernes oplevelse af en arbejdsplads. Blandt andet bliver sparekassen vurderet højest, når det gælder:
- god ledelse
- medarbejderindflydelse
- udviklings- og uddannelsesmuligheder
- personalefordele
- fokus på kunderne og deres behov
- og ikke mindst: stoltheden ved at være ansat
Netop stolthed og god ledelse er ifølge undersøgelsen de vigtigste faktorer for, hvordan ansatte i finanssektoren vurderer deres arbejdsplads. Det gør kåringen ekstra meningsfuld for os.
– Det er virkelig en dejlig nyhed, og jeg ser det blandt andet som resultat af den ordentlighed, der gennemsyrer alt det, vi gør og siger, fortæller Helle Lund Gregersen, der er HR-direktør i Middelfart Sparekasse.
God ledelse er vigtig
Hun bakkes op af HR-chef Michael Lindgaard Hedemann, der ser førstepladsen som et udtryk for mange forskellige facetter i arbejdet med at skabe Danmarks bedste arbejdsplads.
– Mange års målrettet arbejde har skabt en sund og tryg kultur, der har spredt sig til mange lag og hjørner af Middelfart Sparekasse, hvor vi alle dage har haft det hele menneske i fokus, siger HR-chefen.
Førstepladsen i den samlede rangering går igen i de underliggende kategorier, hvor Middelfart Sparekasse topper syv af otte mulige – og en andenplads i den ottende kategori.
– God ledelse er vigtigt, hvis man år efter år skal være med i den absolutte top i en undersøgelse om medarbejderimage. Derudover har vi en naturlig respekt og omsorg for hinanden – både fagligt og menneskeligt. Med det ønsker vi at skabe et nærværende og trygt miljø for medarbejderne, hvilket også kommer vores kunder til gode, siger Helle Lund Gregersen.
Ordentlighed og det hele menneske
Michael Lindgaard Hedemann nikker til det hele, og som han siger, er Middelfart Sparekasse en arbejdsplads, der går langt og gør meget for sine medarbejdere.
– I vores strategi 2030 står der, at vi vil være Danmarks mest nærværende pengeinstitut, hvilket rummer en bredere tilgang til det daglige arbejde end nøgletal og egenkapitalforrentning. Det rimer meget godt på vores store fokus på ordentlighed og det hele menneske, siger Michael Lindgaard Hedemann.
Helle Lund Gregersen erkender i lighed med sin kollega, at det kan være vanskeligt at sætte ord på, hvad der konkret og lavpraktisk bliver gjort – faktisk mener de begge, at kulturen bedst forklares ved at mærke den på egen krop som en del af holdet i Middelfart Sparekasse, der efter fusionen med Nordfyns Bank har 560 medarbejdere.
– Hvis jeg med et enkelt ord skal forklare vores stærke medarbejderimage, går jeg med ordentlighed. Det lyder ikke videre avanceret, men det virker, siger Helle Lund Gregersen, der om nogen kender kulturen. Hun blev ansat som elev i Middelfart Sparekasse i 1992 og har været der lige siden.