Vi går sammen med Folkesparekassen
15. juni 2021
Middelfart Sparekasse og Folkesparekassen med hovedsæde i Silkeborg sigter mod en sammenlægning med Middelfart Sparekasse som det fortsættende pengeinstitut.
15. juni 2021
Middelfart Sparekasse og Folkesparekassen med hovedsæde i Silkeborg sigter mod en sammenlægning med Middelfart Sparekasse som det fortsættende pengeinstitut.
Det er første gang siden, Sparekassen blev grundlagt i 1853, at vi slår os sammen med et andet pengeinstitut. Vi gør det, fordi vi deler mange værdier med Folkesparekassen, som har søgt en sammenlægningspartner.
Folkesparekassen har valgt Middelfart Sparekasse af flere grunde. Middelfart Sparekasse har næsten 85.000 kunder, mens Folkesparekassen har ca. 9.000 kunder. Derfor har den mindre sparekasse i Silkeborg været mere presset af nye love og reguleringer samt kommende kapitalkrav.
Da begge sparekasser er garantsparekasser og deler grundlæggende værdier, var Middelfart Sparekasse det oplagte valg for Folkesparekassen.
“For Folkesparekassens bestyrelse har det værdimæssige fokus været afgørende, ligesom den fortsatte nærhed til kunderne stod højt på ønskelisten,” fortæller bestyrelsesformand Louise Andersen.”
Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse, er glad for, at Folkesparekassen så mod Middelfart.
“Jeg har meget stor respekt for den måde, Folkesparekassen er blevet drevet på. Begge sparekasser arbejder ud fra et stærkt – og meget ens – værdisæt. Selv om Middelfart Sparekasse er det fortsættende institut, tør jeg godt sige, at mange af tankerne fra Folkesparekassen vil leve videre. Folkesparekassens stærke fokus på miljø og FN’s Verdensmål er et eksempel på noget, vi vil lade os inspirere af,” siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse i den pressemeddelelse, der er sendt ud.”
For dig, der er kunde i Middelfart Sparekasse, kommer sammenlægningen ikke til at betyde nogen forandringer – ud over, at du fremover også kan besøge en Middelfart Sparekasse-afdeling i Silkeborg. Vi åbner nemlig en afdeling i Folkesparekassens lokaler i udkanten af Silkeborg, når sammenlægningen er faldet endeligt på plads.
Bestyrelserne i de to sparekasser er enige om sammenlægningen og vilkårene for den. Da begge sparekasser er demokratiske virksomheder, er det op til repræsentantskaberne at sige ja eller nej. Der holdes ekstraordinære repræsentantskabsmøder den 23. august (Folkesparekassen) og 24. august (Middelfart Sparekasse). Hvis der er tilstrækkeligt flertal, er sammenlægningen endelig, når myndighederne, bl.a. Finanstilsynet, har godkendt den.