Vi er Danmarks bedste arbejdsplads for seniorer

13. november 2019

I Tørring kan du møde 69-årige Hans Klejstrup, der efter fire år som pensionist tilbød sin hjælp til sparekassens nyåbnede afdeling i byen. I Fredericia kan du hilse på 64-årige Birgitte Petersen ved kassen. Hun blev ansat i juni 2019. I Middelfart kan du booke et møde med rådgiver Henrik Arnold Jung Christensen. Han er 64 år, og fik job i sparekassen tre dage efter han som 60-årig blev fyret fra sin arbejdsplads gennem næsten 40 år.

Alle tre er de eksempler på, at vi i Middelfart Sparekasse ansætter efter kompetencer og ikke alder. Det er en afgørende årsag til, at Great Place to Work tirsdag aften kårede os til Danmarks bedste arbejdsplads for seniorer – og landets næstbedste arbejdsplads totalt set.

Seniorpolitik – nej tak

Så er det jo oplagt at tænke, at vi da må have en helt fantastisk og forkromet seniorpolitik. Svaret er det modsatte: Vi har ikke nogen seniorpolitik. Vi vurderer simpelthen alle ud fra deres kompetencer, energi og motivation.

Det kan 64-årige Henrik Arnold Jung Christensen skrive under på. Han blev fyret som 60-årig og var ikke sikker på, om der fortsat var plads til ham på arbejdsmarkedet. Det var der i Middelfart Sparekasse, som så potentialet i hans næsten 40 års erfaring fra sektoren.

“Jeg mærker overhovedet ikke, at man ser på min alder. Jeg får udfordringer i hverdagen, og det er enormt stærkt,” siger Henrik Arnold Jung Christensen, som nu er en af superbrugerne i sparekassens nye rådgivningsværktøj.

Erfaring er en fordel

For Sparekassens vedkommende giver det menneske- og livssyn den fordel, at vi og kunderne nyder godt af mange års erfaring.

“I USA er præsidenten 73 år. De to mest oplagte udfordrere til ham ved næste valg er 76 og 78 år. Og så taler vi om, at folk på 60 ikke kan præstere tilstrækkeligt. Ved at ansætte rutinerede kolleger får vi glæde af den enorme viden, de har bygget op gennem en lang karriere på arbejdsmarkedet,” siger Martin Baltser.

Han understreger, at det ikke er et mål i sig selv at ansætte +60-årige.

“Det skaber en sund dynamik at have både unge, midaldrende og ældre på arbejdspladsen. Noget af det, der gør mig mest stolt af at være en del af Middelfart Sparekasse, er at se det sammenhold, vi har på tværs af både afdelinger og generationer,” siger Martin Baltser.

Vi fejrer, at vi er landets bedste seniorarbejdsplads og den næstbedste generelt i de kommende dage. Så kig endelig forbi din lokale afdeling og mærk stemningen blandt kollegerne – unge som ældre.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os