Digital svindel vokser eksplosivt, men hos Middelfart Sparekasse arbejder dygtige medarbejdere hver dag med at drille svindlerne og hjælpe kunder, som er blevet ramt.
Større tekst
- 100% +
Læs op

Spot og stop en svindler

3. maj 2024

De er rasende dygtige, de digitale svindlere, men heldigvis gælder det samme for medarbejderne på Fraud-teamet i Middelfart Sparekasse. Forleden var to af dem i Egeskov Forsamlingshus for at fortælle om, hvordan svindlerne arbejder – og hvad der er godt at gøre, hvis du er blevet snydt og bedraget.

Er sendt i byen

– Det er selvfølgelig ikke nogen af jer …, men måske jeres nabo engang har trykket på et link i en mail eller sms …

Både tilhørere og Vibeke trækker lidt på smilebåndet.

Hun er sammen med sin kollega Signe en del af Fraud-teamet i Middelfart Sparekasse – et hold af dedikerede og dygtige medarbejdere som hjælper kunder, der udsættes for digital svindel – men denne dag er de sendt i byen for at give indblik og gode råd i forhold til de svindlere, som på daglig basis forsøger at stjæle dine penge.

– Og svindlerne er rasende dygtige, understreger Vibeke.

Vi er i Egeskov Forsamlingshus, hvor medlemmer fra Trekantens Familie- og Kulturforening er samlet for at blive klogere på, hvordan svindlerne arbejder, og hvad man som offer skal gøre, hvis skaden er sket.

Er flyttet ind i folks stuer

Udviklingen med digital svindel har været eksplosiv – for fem år siden var der måske en enkelt sag om netbankssvindel årligt – i dag sker det ugentligt, mens kortmisbrug desværre er en daglig begivenhed.

– Der var i 2023 nul bankrøverier i Danmark. Det skyldes, at svindel og røveri er flyttet ind i folks stuer, som Vibeke forklarer, mens Signe gennemgår de seks forskellige typer af svindel, som de arbejder med.

Kortsvindel, netbank-svindel, kærlighedssvindel, investeringssvindel, virksomhedssvindel samt fakturasvindel er det, som typisk lander på bordet hos Fraud-teamet, og metoderne, der bliver brugt af svindlerne, udvikler sig nærmest fra dag til dag.

Nye numre kommer til

Et af de nyeste numre fra svindlerne er, at de via mobiltelefoner eller Messenger får adgang til børn eller børnebørns konti, og så beder de forældre eller bedsteforældre om at overføre et beløb.

– Beskederne kommer jo rent faktisk fra de rigtige konti, på Messenger kan det endda været i en tråd, som er i gang, så når du uopfordret bliver bedt om at overføre penge, er det en god idé lige at ringe vedkommende op, fortæller Signe, mens Vibeke forklarer om en anden yndet model blandt svindlere.

– Privat samhandel holder de meget af, og det udvikler sig typisk på den måde, at svindlerne siger, de ikke har mulighed for at hente varen, de har købt, så de sender lige et link fra en fragtmand. Når du sælger eller køber privat, er der to vigtige ting at sige – det fysiske møde er at foretrække, og tjek altid på egen konto, om pengene er gået ind, hvis du er sælger. Det er ikke nok at se det på købers telefon.

Træk vejret et par gange

Generelt lød rådene blandt andet, at man ALDRIG skal udlevere sine MitID-oplysninger, kortoplysninger eller koder til andre, og undlad at klikke på link i en sms eller mail, du ikke har bedt om.

– Hvis noget virker underligt eller skal gå meget stærkt, så træk lige vejret et par gange og overvej, hvad det er. Hvis noget er for godt til at være sandt, er det sikkert præcis sådan, det forholder sig, lyder det fra Signe og Vibeke, der også fortæller, at svindlerne ved alt om, hvordan den menneskelige hjerne fungerer.

Og at mange af os hele tiden venter på en pakke, hvorfor PostNord eller DAO ofte er afsender på svindlernes forsøg på at snyde dig.

– Vi skal i fællesskab forsøge at stikke kæppe i hjulene hos svindlerne hele tiden, og det kan vi ved at hjælpe hinanden med at fokusere på problemet, siger Vibeke og tilføjer:

– Hvis skaden er sket, betyder hastighed rigtig meget, for så kan vi nemlig nå at stoppe en del, og det er altså det fedeste at stoppe en overførsel, siger Vibeke, mens hun smiler, som har hun lige fået første servering på en trestjernet Michelin-restaurant.

– Så sidder svindlerne der og venter på en overførsel, og men der kommer ingenting.

Nu smiler alle i Egeskov Forsamlingshus, og det er skadefro smil.

Fakta

  • Mit digitale selvforsvar er en gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på de nyeste digitale trusler.
  • Har du spørgsmål om din digitale sikkerhed kan du kontakte Cyberhotline på 33370037. De kan også hjælpe med at spærre MitID, hvis det bliver nødvendigt.
  • Hvis du skal spærre et Visa- eller Dankort kan det ske på 44892929
  • Spærring af Mastercard og andre kort kan ske på 44892750
  • Sparekassen har tidligere afviklet online webinar omkring digital svindel – ligesom vi har holdt flere foredrag omkring emnet.  Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din rådgiver.
Spot en svindler
Gode råd til beskyttelse
Læs mere Gode råd til beskyttelse
Undgå muldyr-rollen
Skal du låne din konto ud?
Læs mere Skal du låne din konto ud?
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os