Større tekst
- 100% +
Læs op

Sparekassens studielegat uddelt til tre unge talenter

13. september 2021

Når Bjørn Arvad Fogh, Eline Cecilie Krarup og Klara Christensen i efteråret rejser til henholdsvis Finland, Californien og Spanien for at læse et semester i udlandet, bliver det med et studielegat fra Middelfart Sparekasse i bagagen.

Sparekassens studielegat er på 10.000 kroner og uddeles til studerende, der ønsker at læse i udlandet. Hvert legat er på 10.000 kr., og vi uddeler tre legater pr. halvår.

På kanten af polarcirklen

Bjørn Arvad Fogh, 23, er barnefødt i Middelfart og har gennem årene gjort sig bemærket som et talent på byens fodboldbaner. I dag bor han i Odense og studerer idræt. Sin unge alder til trods har han allerede rejst i USA, Asien og Mellemamerika – og aftjent otte måneder som værnepligtig i Den Kongelige Livgarde. Men det er et helt andet eventyr, som venter Bjørn Arvad Fogh, når han i efteråret skal tilbringe et semester på kanten af polarcirklen. Nærmere bestemt i Rovaniemi – hovedbyen i Finlands nordligste provins, Lapland.

Et ophold, Bjørn Arvad Fogh efter eget udsagn har søgt for at opleve en helt anderledes kultur og blive udfordret både fagligt og menneskeligt. Studiet er i fokus, men den aktive idrætsmand lægger ikke skjul på, at han ser frem til de mange eventyr, som venter i det kolde nord.

Ekstreme kuldetemperaturer, nordlys, vinterbadning, saunakultur, ski, hundeslæde, mødet med det samiske folk og meget mere.

Dansk diplomati blandt tech-giganter

Et halvt år blandt teknologiens titaner i Californiens nærmest sagnomspundne Silicon Valley. Det er, hvad der venter 24-årige Eline Cecilia Krarup under sit praktikophold på Den Danske Tech-ambassade, som er etableret for at beskytte det danske demokrati og værne om vores sikkerhed i et digitaliseret medielandskab. Hun har en bachelor i medievidenskab og er i gang med en kandidat i journalistik ved Aarhus Universitet.

Eline Cecilia Krarup glæder sig til at opleve Californien og Silicon Valley – men mest af alt glæder hun sig til at arbejde for en sag, hun brænder for. Nemlig at sikre, at den teknologiske udvikling inden for digitale medier ikke ender med at undergrave det danske samfunds kerneværdier såsom vores demokrati og etiske kompas.

Helt konkret kommer Eline Cecilia Krarup til at indgå i arbejdsopgaver med fokus på at fremme den digitale- og teknologiske udvikling som en strategisk prioritet på tværs af Danmarks udenrigspolitik.

Antropologisk fordybelse i tyreløb og pilgrimsfærd

22-årige Klara Christensen læser Market and Management Anthropology på Syddansk Universitet i Odense og skal på sit femte semester til udlandet for at studere og ikke mindst lave feltarbejde, som senere skal danne grundlag for hendes bacheloropgave.

Derfor rejser den unge antropolog in spe i til Spanien for at tilbringe efteråret på universitetet i Pamplona. For mange er det byen, hvor den 800 kilometer lange pilgrimsrute Caminoen begynder, men Pamplona er om muligt mere berømt for byens tyreløb, der finder sted under den årlige festival San Fermin.

Netop San Fermin bliver omdrejningspunktet for Klara Christensens antropologiske feltarbejde i byen. Og så alligevel ikke. Grundet Covid-19 har festivalen været aflyst to år i streg, og Klara Christensens fokus bliver ifølge hende selv på, hvordan byens indbyggere forholder sig til festivalen i lyset af aflysningerne. Hun skal beskæftige sig med de kulturelle elementer i festivalen og samtidig tage fat i de etiske dilemmaer omkring tyreløbene.

Klara Christensens håb er at kunne komme dybt ind i kulturen i byen. Dels ved at følge sin undervisning på universitetet, og dels ved at bruge fritiden på at udforske byen og møde dens indbyggere.
Derudover er det planen, at Klara Christensen vil bruge to uger på at gå et stykke af Caminoen og mærke oplevelsen på egen krop.

Følg med …

Du kan følge de tre studerende og læse om deres oplevelser på vores blog: Blog.midspar.dk.

Læs mere på bloggen Søg studielegat
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os