Tre deltagere på forbundsskolens hold har kæmpet eller kæmper nu mod kræftsygdommen.
Print Friendly, PDF & Email
Share Button

Når Kræftens Bekæmpelse i den kommende weekend arrangerer ”Stafet For Livet” i Kolding, er Middelfart Sparekasse med på stafetten. Vi støtter Skanderup-Hjarup Forbundsskoles hold, der deltager i Stafet For Livet i Kolding lørdag den 10. og søndag den 11. september.

Jonna Ellerkamp er en af deltagerne på holdet, som skal holde stafetten i gang i et helt døgn mellem lørdag og søndag. Hun og to andre på holdet har de gule ”fighter”-trøjer på, som symbol på, at de har eller har haft kræft. Jonna fik kræft som 13-årig, og her 30 år senere er sygdommen stadig en del af hendes liv.

“Jeg deltager i Stafet for livet af flere grunde. Dels har jeg tidligere selv været kræftramt – og selvom det ligger 30 år tilbage, er kampen mod cancer til stadighed en sag kræver opmærksomhed. Derudover er vi en god flok fra lærerkollegiet, der har valgt at stille op sammen. Flere af mine kollegaer har været kræftramte og én kæmper pt. – så det var indlysende at støtte den gode sag og skabe opmærksomhed den vej rundt,” siger Jonna Ellerkamp.

Frygt bliver til handling

“Jeg tror, at alle har haft cancer inde på livet i den ene eller anden forstand. Når vi hører om kræfttilfælde i den nære omgangskreds eller mere perifert, skubber det lidt til vores egen frygt, og jeg tror, at det føles godt, at omsætte den frygt til handling. Det er i hvert fald en drivkraft for mit vedkommende. Den velvillighed vi har mødt, når vi har kontaktet firmaer i forhold til sponsorstøtte, tror jeg ligeledes dækker over en lyst at gøre en forskel og tage ansvar i forhold til at knække cancer,” fortsætter hun.

En hyldest til livet

Jonna Ellerkamp mener desuden, at ”Stafet For Livet” kan kaste et positivt skær over noget, der normalt trækker lange og tunge skygger.

“Jeg forbavses altid over, hvor mange gule trøjer, der går rundt – hvor mange, der har kæmpet og kæmper kampen nu. Det er en kedelig ting, som med Stafet For Livet får positiv og livsbekræftende opmærksomhed. Det får man manifesteret ved at gå i gult – for alternativet var endnu værre,” siger Jonna Ellerkamp.

”Stafet For Livet” arrangeres i en lang række byer over hele landet, og vi har også støttet deltagere i Vejle. Vi ønsker Forbundsskolen og alle andre deltagere en rigtig god dag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så holder vi dig opdateret med, hvad der sker i Sparekassen. Samtidig er du med i konkurrencen om et gavekort á 500 kroner.

Tilmeld nyhedsbrev

I vores nyhedsbrev holder vi dig ajour med alt, hvad der sker i Sparekassen.

Det er gratis at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere om nyhedsbrevet her