Nu har du chancen for at reducere din restgæld

23. marts 2020

Du har sikkert hørt det igen og igen de seneste år. At der er to fordele ved et fastforrentet lån. For det første kan du sove roligt om natten, for du kender din rente i hele lånets løbetid. For det andet har du mulighed for at skære en pæn del af din restgæld ved at lægge dit lån om, når renten stiger.

Indtil for få dage siden var omlægning til et lån med en højere rente ikke en mulighed, men også her spiller corona-virussen ind. Den økonomiske usikkerhed har forplantet sig på markedet for realkreditobligationer, og renten på et 30-årigt lån er på få dage stedet fra en halv procent til to procent.

Og så kommer muligheden for at konvertere til et lån med en højere rente pludselig i spil. For har du optaget et lån med en rente på en halv procent til en god kurs, kan du skære i nærheden af 10 procent af din restgæld af ved at lægge om et til lån med en rente på to procent.

– Det er den omvendte verden. For en uge siden anbefalede vi vores kunder med et toprocentslån at se på, om de skulle lægge om til et halvprocentslån. Nu siger vi til kunderne med et halvprocentslån, at de skal overveje, om de skal gå over i et lån med en rente på to procent, siger Kim Northoff Jensen, boligchef i Middelfart Sparekasse.

Et regnestykke med flere ubekendte

Det kan være besnærende at skære op mod 10 procent af restgælden på sit boliglån. Kim Northoff Jensens råd er dog, at man tænker sig godt om – i samarbejde med sin rådgiver.

– Der er mange ubekendte faktorer. Hvis renten stiger endnu mere, kan det betale sig at vente. Og hvis du lægger om, vil dit månedlige afdrag formentlig falde, mens din månedlige ydelse stiger. Så du mister en lille smule af din gevinst måned for måned. Så du skal tro på, at du på et senere tidspunkt kan konvertere ned, fordi renten falder igen, siger Kim Northoff Jensen.

Tal med din rådgiver

Derfor er anbefalingen også, at man skal tale med sin personlige rådgiver. Lige nu bliver det over telefonen eller på et videomøde, da Sparekassen har lukket for personlige møder grundet corona-epidemien.

Find kontaktoplysninger på din rådgiver
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os