Foranstaltninger mod Corona-virus

11. marts 2020

Statsministeren har onsdag aften gjort det klart, at vi har en fælles opgave i at minimere spredningen af Corona-virus mest muligt. Offentlige institutioner, skoler, dagsinstitutioner mv. lukkes ned, og statsministeren opfordrede private virksomheder til at følge trop.

Vi kører med nødberedskab i Sparekassen

I Middelfart Sparekasse følger vi statsministerens råd. Vi mennesker skal ikke omgås hinanden for meget, lød det fra statsministeren. Derfor har vi valgt at sende flertallet af vores kollegaer hjem. Da vi med andre ord kører med nødberedskab har vi valgt at lukke dørene i alle afdelinger til udgangen af april.

Du kan fortsat få hjælp til dine bankforretninger

Vi er selvfølgelig fortsat klar til at hjælpe dig og vores øvrige kunder med bankforretninger, store som små. Derfor er vi klar ved telefonen, og kundemøder kan holdes både over telefonen eller som webmøder.

Alle vores afdelinger vil fortsat være bemandede, men på et minimum. Vi er ikke i afdelingen for at åbne døren, hvis en kunde banker på, men for at sikre, at vi kan hjælpe vores kunder, selv om det bliver over en større fysisk afstand end normalt.

Vi håber på jeres forståelse. Vi må stå sammen for at gøre vores yderste for at minimere spredningen af Corona-virus mest muligt.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til os, så kan du skrive på kontakt@midspar.dk, så vender vi tilbage med et svar til dig så hurtigt som muligt.

Vi aflyser alle arrangementer i marts og april

Med statsministerens seneste udmelding om, at vi alle skal gøre så meget som muligt for at minimere smitten, har vi besluttet at aflyse alle planlagte arrangementer i marts og april.

Har du købt billet til et af arrangementerne, refunderer vi din billet. Pengene går automatisk ind på din konto.

Vi følger udviklingen nøje og melder ud, hvis der sker ændringer i de forholdsregler, vi tager for at bidrage til at minimere Corona-udbredelsen så meget som muligt.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os