Boliglån er stadig meget billige
24. april 2020
Renterne på boliglån er i det store hele på niveau med begyndelsen af i år.
Udbruddet af coronavirus sendte ellers renterne på en ordentlig tur i rutsjebanen i måneden op til påske: Først tog de et dyk i begyndelsen af marts, så danskerne kunne låne til en fast rente på 0,5% i 30 år. Så vendte markederne på en tallerken den 12. marts. Kortvarigt var renten på det samme lån pludselig oppe på 2%. Renten på Tilpasningslån med især 3- eller 5-årig rentebinding blev også påvirket af op- og nedturene.
I dag kan du få et 30-årigt lån med en fast rente på ca. 1%, der har en kurs på næsten samme niveau som før coronakrisen. Også renterne på Tilpasningslån er kommet ned i et leje, vi har set de senere år.
Udbruddet af coronavirus har dermed ikke ændret på, at danskerne kan få meget billige lån til deres bolig – også hvis de låser renten i 30 år. Den månedlige ydelse efter skat på et 30-årigt lån med fast rente er kun ca. 100 kr. højere i dag for hver lånte million kroner, end den var ved årsskiftet. Et lån med den kortest mulige rentebinding på 6 måneder, et F-kort-lån, er faktisk en anelse billigere i dag. Og ser vi bare nogle få år tilbage, så er det (stadig) meget billigere at låne i sin bolig i dag end dengang.
Du er altid velkommen til at kontakte os
Vil du gerne have en snak med en af vores rådgivere om realkreditlån og boligkøb, er du altid velkommen til at kontakte os.