Større tekst
- 100% +
Læs op

Årets klimaiværksætter er nordjyske Lyras

11. september 2020

Det begyndte som en specialeopgave på universitetet. Specialet blev aldrig færdigt, men idéen blev til en virksomhed, og drømmen er en omsætning på én mia. kr. inden for få år.

Rasmus Mortensen, stifter og direktør i virksomheden Lyras, blev fredag 4. september kåret som “Årets klimaiværksætter”, da vi her i Middelfart Sparekasse for første gang inviterede til “Klima Boost”.

Grøn udvikling i fokus

Vi har valgt at arrangere Klima Boost i forbindelse med det nationale Klimafolkemøde i Middelfart, og ud over titlen som “Årets klimaiværksætter” fik vinderen 250.000 kr. af os til den fortsatte udvikling af virksomheden. Lyras var oppe mod fem konkurrenter fra hele landet, alle grønne iværksættere, som de regionale erhvervshuse har hjulpet med at finde.

Hensigten bag Klima Boost er – ud over et økonomisk rygstød til vinderen – at sætte fokus på de mange grønne iværksættere, der findes over hele landet og som gennem deres forretningsidé vil bidrage til at løse de helt store udfordringer, vi står over for.

Pasteurisering med UV-lys

Og hvad er det så vinderen har fundet på? Jo, Lyras har fundet en metode til at forny den pasteuriseringsteknik, vi har kendt i 150 år. Normalt foregår pasteurisering ved at varme en væske op og derefter køle den ned igen for at slå bakterier ihjel. Lyras kan gøre det samme – hurtigere og mere skånsomt – med UV-lys. Det sænker energiforbruget med 90 procent og vandforbruget med 60 procent.

Den idé og potentialet både miljømæssigt og økonomisk fandt dommerpanelet bedst i et uhyre stærkt felt. Og derfor kunne forfatter og klimaaktivist Signe Wenneberg kåre Lyras og Rasmus Mortensen til Årets Klimaiværksætter.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os