Middelfart Sparekasse uddelte robot-pris
10. april 2025
I forbindelse med årsmødet hos Odense Robotics var afdelingsdirektør i Odense, Thomas Bo Jørgensen, på scenen for at overrække en pris i en branche, der udvikler sig eksplosivt. Middelfart Sparekasse var også repræsenteret ved erhvervskundechef Henrik Skregeskov, og han kunne sammen med resten af deltagerne blandt andet høre mere om den globale udvikling og betydningen af denne for virksomheder, der arbejder med robotter, droner og automatisering.
Må rykke ud i siden
H.C. Andersen bliver ofte nævnt, når snakken falder på Odense.
Den verdensberømte digter og forfatter blev født i byen i 1805.
I andre kredse er det typisk OB, der bliver nævnt sammen med Odense – fodboldklubben der i 1994 slog selveste Real Madrid ud af UEFA-cuppen.
I fremtiden må H.C. Andersen og OB måske rykke lidt ud i siden af scenen, når samtaleemnet er Odense, for robotter, droner og automation fylder mere og mere i den fynske hovedstad.
Odenses ambition er at blive verdens bedste robotby – det naturlige valg for alle, der vil studere og arbejde med robotter eller drive robotvirksomhed, lyder det på Odense Kommunes hjemmeside – og arbejdet har allerede været i gang i flere år.
Bakker op lokalt
For nylig afviklede Odense Robotics, en klynge for virksomheder, der arbejder med robotter, droner og automation, sit årsmøde, der blandt spændende indlægsholdere fra branchen, Udenrigsministeriet og Novo Nordisk også rummede et awardshow, hvor to priser blev delt ud.
En af priserne, Company Of the Year, stod Middelfart Sparekasse for, og det er alt andet end tilfældigt.
– Odenses ambitioner om at blive verdens bedste robotby er spændende, og den slags bakker vi naturligvis op om, siger afdelingsdirektør Thomas Bo Jørgensen, der var i selskab med erhvervskundechef Henrik Skregeskov til arrangementet, der blev afviklet på Nature Energy Park – naturligvis i Odense Robotics Lounge.
– Det er en del af vores dna, at vi bakker op lokalt, så det er helt naturligt for os at stå for denne pris. På samme tid glæder vi os over den udvikling, Odense oplever, når det kommer til robotter og alt rundt om. Det er med til at trække folk fra hele verden til Odense, siger Thomas Bo Jørgensen og tilføjer, at involveringen i robotbranchen også kan ses i lyset af, at Middelfart Sparekasse er en moderne sparekasse baseret på gamle dyder.
En lille hjemmebanesejr
Tre stærke kandidater dystede om titlen som Company Of the Year, og vinderen blev udpeget af medlemsskaren hos Odense Robotics.
Finalefeltet bestod af RiACT, Meili Robots samt Intelligent Systems A/S, og det blev sidstnævnte, der løb med titlen.
Faktisk var der tale om en lille hjemmebanesejr, for selv om virksomheden holder til i Hadsund, stammer ejer Niki Nicolas Grigoriou fra Odense – hvilket OB-halstørklædet om halsen understregede.
Jesper Steinmetz fra TV2 gav også et muntert og tankevækkende indblik i USA, og han indledte selvironisk ved at vise et cirka 10-år gammelt klip med en ung korrespondent foran Det Hvide Hus, der hjemme fra redaktionen i Danmark blev spurgt: Har Donald Trump en chance for at blive valgt?
– Han har ikke en kinamands chance for at blive valgt, svarede den unge korrespondent.
Som var Jesper Steinmetz.
Få måneder senere indtog Trump Det Hvide Hus for første gang.