God rådgivning førte til køb af ny båd
11. november 2024
Sidse Birk Johannsen er gymnasielærer, foredragsholder, forfatter og i den grad eventyrer på havet. Hun får primært råd til det sidste ved at holde sine faste udgifter på et absolut minimum.
11. november 2024
Sidse Birk Johannsen er gymnasielærer, foredragsholder, forfatter og i den grad eventyrer på havet. Hun får primært råd til det sidste ved at holde sine faste udgifter på et absolut minimum.
Sidse Birk Johannsen gik egentlig ind i Middelfart Sparekasse med det formål at låne penge til en ny båd, men hun gik derfra med en helt anden og økonomisk mere attraktiv løsning.
– Det var ikke fordi, jeg ikke måtte låne pengene, men Lene Nydam Jensen, der er min rådgiver i Aarhus-afdelingen, kom bare op med et alternativ, der var billigere for mig, fortæller 35-årige Sidse Birk Johannsen, der tidligere har arbejdet som gymnasielærer i Grønland.
– Derfra havde jeg pensionsmidler, der var skattefrie, så selv om det krævede lidt overvindelse, valgte jeg at bruge dem på den nye båd.
I dag bor hun på båden, når hun ikke styrer den rundt på verdenshavene, og på den måde holdes boligudgifterne nede.
– Jeg har, hvad jeg har brug for, og jeg lever et fint liv, der ikke er kummerligt på nogen måde. Jeg tjener penge som gymnasielærer, jeg holder foredrag, og min nye bog ”For meget og for vildt – alene på havet” er på vej ud i verden, fortæller Sidse Birk Johannsen.
Da hun fik nyt job på et vestsjællandsk gymnasium, gav det ikke de store problemer, for hun sejlede bare sin båd til den nye base i en vestsjællandsk havn.
– Bortset fra lidt studiegæld har jeg ingen gæld, og det gør det muligt at leve på den måde, jeg gør, siger hun.
Et liv, hvor hun med mellemrum stikker til søs på egen hånd, og eventyrlysten flyttede nok allerede ind i hende, da hun var to år.
– Mine forældre solgte huset og rejste for pengene, og jeg var som toårig med hele vejen. Det var ikke alle, der mente, det var en god idé, siger hun smilende.
Sådan har mange det også, når de hører, at Sidse Birk Johannsen møder verden på egen hånd.
– De fleste mennesker ude i verden er altså søde, men selvfølgelig passer jeg på mig selv. Jeg udsætter ikke mig selv for unødig fare, og dårlige oplevelser fylder faktisk næsten ingenting.
Der var dog engang, hvor hun mistede sit kreditkort i Sydamerika – det var ikke sjovt, understreger hun – men en chilensk mand hjalp hende med en flybillet til en indenrigsflyvning i Chile.
– Mine forældre overførte efterfølgende penge til mig, så jeg kunne betale ham tilbage, og senere samlede jeg et nyt kreditkort op, der blev sendt pr. post til Buenos Aires.
Hvis du vil læse mere om Sidse Birk Johannsens eventyr, kan du gøre det her, og hendes nye bog kan bestilles her.