Drengedrømmen blev et mareridt
24. oktober 2024
Middelfart Sparekasse bakker med stor stolthed op om Thin Blue Line Denmark, der har til formål at støtte tilskadekomne ansatte i dansk politi, deres pårørende og efterladte. Den tidligere politibetjent Claus Fey fra Fredericia er én af dem.
Blev mødt af kaos
Meldingen lyder på et simpelt trafikuheld.
Politibetjent Claus Fey er sammen med sin kollega tæt på, men da de som de første når frem, er det alt andet end simpelt.
– Der er kaos, lyder beskrivelsen fra Claus Fey.
I én af bilerne sidder to bevidstløse mennesker, en yngre mand på forsædet samt en yngre kvinde på bagsædet, og Claus Fey tager sig først af manden på forsædet. Han er fastklemt, og ret hurtigt indser Claus Fey, at han bør rette opmærksomheden mod kvinden på bagsædet – der er for langt mellem mandens vejrtrækninger. Kort efter dør han.
Kvinden på bagsædet er også fastklemt, men hun trækker vejret. Hun har skum og blod omkring munden. Claus Fey taler stille og roligt til hende. Hun svarer ikke, men han er sikker på, hun hører ham.
Kvinden dør cirka samtidig med, at lægeambulancen ankommer til ulykkesstedet.
– De dør groft sagt mellem hænderne på mig, og jeg stod med en kæmpe skyldfølelse, selv om alle fagpersoner forsikrede mig om, at jeg ikke kunne have gjort noget.
Ville ikke give op
Ovenstående er bare én af flere voldsomme begivenheder, der ramte Claus Fey på ganske kort tid for omkring 14 år siden.
Han levede sin drengedrøm om at være politibetjent fuldt ud med store og voldsomme opgaver, og senere arbejdede han i en årrække med organiseret kriminalitet.
– Jeg ønskede at gøre en forskel, bidrage til samfundet i et afvekslende job, og jeg har altid set politibetjente som en slags helte, fortæller han.
I 2023 blev han afskediget med PTSD i svær grad – arbejdsgraden vurderedes til at være mindre end en tredjedel.
– Jeg ønskede ikke at give op, men min chef tog beslutningen og sendte mig hjem med ordene: Du skal ikke forvente at komme tilbage. Jeg forlod stationen i tårer, siger Claus Fey.
Havde det bedst under jorden
I dag er han 43 år, pensioneret politibetjent med en kvalificeret svaglighedspension, og han tænker tilbage på de sidste mange års arbejde med organiseret kriminalitet, hvor han arbejdede alene i civil – et job hvor det er en rigtig god idé ikke at blive opdaget af de kriminelle.
– Jeg havde det godt med at arbejde alene som observatør. Jeg fungerede fornuftigt under overfladen tæt på den kriminelle underverden, men så snart jeg skulle tilbage til virkeligheden, gik det galt heroppe, siger han og fører en pegefinger mod tindingen.
Claus Fey ved, at det var de voldsomme oplevelser omkring 2010, der gjorde ham syg, men alligevel arbejdede han videre i mere end 10 år.
– Det er heldigvis blevet bedre, men dengang herskede der en udpræget machokultur, hvor ingen viste svaghedstegn. Jeg har det da også lidt stramt med min kvalificerede svaglighedspension, som den hedder, siger han med antydningen af et skævt smil.
En tur over Atlanten
Både hans kone og familie har ligeledes været hårdt ramt af mange års sygdom, og det sande helvede begyndte for alvor, da han blev afskediget.
– Der fulgte talrige undersøgelser, der var noget jobcenter, betegnelsen førtidspensionist dukkede op, men heldigvis greb Thin Blue Line mig.
I 2026 er han én af fire i en båd, der skal ro over Atlanten, og Ocean Rowing Team skal være med til at øge Claus Feys mentale kapacitet.
– Hvis jeg kan ro over Atlanten, kan jeg nok også klare en indkøbstur i Netto, som han tørt konstaterer.
Claus Fey understreger, at projektet med Ocean Rowing Team Thin Blue Line Denmark ikke kun handler om de fire veteraner med PTSD i båden.
– Det handler i den grad også om at kunne hjælpe flere af vores tilskadekomne brødre og søstre i blå. Men vi har blandt andet brug for økonomisk hjælp og støtte for at lykkes med projektet.
Fakta
- Thin Blue Line Denmark blev stiftet tirsdag den 6. december 2016.
- Foreningens arbejde begyndte dog allerede på mere uformel basis med en indsamling i september 2016, efter en polititjenestemand i tjeneste blev skudt på Christiania i forbindelse med en anholdelse.
- På kun én måned blev der indsamlet knap en mio. kroner, som den 3. oktober 2016 blev overrakt til den hårdt sårede polititjenestemands familie.
- Thin Blue Line er et begreb, som anvendes verden over, men der findes ikke en verdensomspændende organisation bag Thin Blue Line.
- Thin Blue Line Denmark fungerer som en frivillig forening med et non profit formål.
- Non profit betyder, at al overskud fra foreningens arrangementer eller fra salg af merchandise går ubeskåret til foreningens arbejde.
- Thin Blue Line har først og fremmest til formål at støtte tilskadekomne ansatte i dansk politi, deres pårørende og efterladte.
- Du kan læse mere om Thin Blue Line her.
- Du kan læse mere om Ocean Rowing Team her.