Større tekst
- 100% +
Læs op

Gavmilde festivalgæster donerede flittigt til kampen mod ensomhed

2. november 2023

Gæsterne på dette års Jelling Musikfestival var ikke blot tørstige, de var også gavmilde og donerede i alt 40.430 kroner i pant til kampen mod ensomhed.

Jelling Musikfestivals gæster og frivillige skabte for andet år i streg rekordoverskud på festivalen. 

Der blev drukket tusindvis af fadøl, drinks og sodavand på pladsen i Jelling, og det kunne mærkes på festivalens omsætning, som slog tidligere rekorder med et overskud på otte millioner kroner.

Det betød imidlertid ikke, at festivalpladsen flød over med plastikkrus. Snarere tvært imod. For gæsterne var ikke blot tørstige, de var også gavmilde og flittige til at donere tusindvis af kroner til et velgørende formål ved at aflevere plastikkrus og -kander i særlige pant-containere på festivalpladsen.

Samarbejde med Middelfart Sparekasse

Initiativet til pantindsamlingen er opstået i samarbejdet mellem Jelling Musikfestival og Middelfart Sparekasse og havde til formål gennem pant at samle penge ind til en anden af sparekassens samarbejdspartnere, nemlig initiativet March mod Ensomhed, som har til formål at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsproblem.

Det betyder, at festivalen i samarbejde med Middelfart Sparekasse nu har doneret 40.430 kroner til March mod Ensomhed.

Vandrer 2.000 kilometer

Siden 2017 har 32- årige Patrick Cakirli brugt sine somre på at vandre rundt i Danmark for at sætte fokus på ensomhed. Hans koncept er ganske simpelt. Han vandrer ad en fastlagt rute, men må kun gå, hvis han har følgeskab. Er han alene, skal han stå stille. På den måde bliver vandringen symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.

Ud over vandreturen samler Patrick Cakirli i år også penge ind til organisationen Livslinien. Og taknemmeligheden over pant-pengene er stor.

– Det betyder enormt meget for mig og endnu mere i kampen mod ensomhed. Forrige år startede jeg Danmarks første landsindsamling til fordel for mennesker, som kæmper med ensomhedsfølelsen, og jeg havde ærligt talt ikke forventet, at vi allerede ville opleve så stor opbakning. Det rører mig meget, siger Patrick Cakirli.

Samler ind til Livslinien

Hvor han i 2021 og 2022 samlede ind til henholdsvis Ventilen Danmark og Recovery Bulls, er det i år Livslinien, som kan se frem til en økonomisk håndsrækning fra March mod Ensomhed.

– Jeg har selv oplevet at være akut selvmordstruet på grund af ensomhed, men jeg ringede heldigvis til Livslinien i stedet, og der fik jeg hjælp af en frivillig rådgiver, som hed Anna. Uden hende ved jeg ikke, om jeg var her i dag. Hun hjalp mig i telefonen, ringede til politiet og fik mig indlagt på den psykiatriske akutmodtagelse, men jeg fik aldrig sagt tak til hende, siger Patrick Cakirli og fortsætter:

– Ved at støtte Livslinien i 2023 håber jeg, at Anna og alle de andre frivillige rådgivere mærker, hvor meget de betyder for mig og alle de mange andre, de har hjulpet, da livet var allermest meningsløst. Der er mange måder at bekæmpe ensomhed, men der er også brug for initiativer, som kan gribe dem, der allerede er presset helt ud over kanten, siger han.

– Jeg har haft en hård og turbulent opvækst på skiftende opholdssteder og i plejefamilie, og ensomhed er en følelse, som har fulgt mig gennem det meste af mit liv. Så det betyder enormt meget for mig, når jeg i dag kan hjælpe organisationer, som forebygger og afhjælper ensomhed, siger han.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os