Ekstra sikkerhed når du handler på nettet
1. februar 2021
Vi gør alt for at sikkerheden er på plads, når du bruger dit betalingskort på nettet. Sikkerheden er blevet forbedret ved at indføre en ekstra sikkerhedsforanstaltning til dig, der bruger SMS-kode ved betalinger, og ikke MitID.
Tidligere indtastede du en SMS-kode for at bekræfte et køb. Nu skal du til denne løsning desuden anvende en personlig kode på min. 6 karakterer. Alternativt kan du benytte dit MitID til at bekræfte en betaling.
To muligheder
Når du skal bekræfte en betaling i en webshop, har du to muligheder. Du kan:
- Bekræfte med MitID. Det kræver, at du har en smartphone og MitID-app installeret på den
- Bruge koden, du modtager på SMS sammen med den personlige kode.
Du kan selv vælge hvilken løsning du foretrækker, og du kan skifte mellem dem. Løsningen gælder for de mest udbredte betalingskort i Danmark. Visa kalder det Visa Secure, Mastercard kalder det Mastercard Identity Check, og Dankort kalder det Dankort Secured by Nets.
Hvordan opretter jeg en kode?
Du bliver helt automatisk bedt om at oprette din personlige kode første gang du handler på nettet, hvis du ikke allerede har oprettet en. Du skal bruge dit MitID til at oprette koden. Det er vigtigt, at dit betalingskort er tilknyttet dit aktuelle telefonnummer.
Dine koder er dine – og kun dine
Hvis du vil være sikker på ikke at blive svindlet, så er der én helt grundlæggende regel: Dine koder er dine – og kun dine. Du må aldrig udlevere koder til andre. Får du et opkald fra fx ATP, Udbetaling Danmark, Politi eller Sparekassen, hvor du bliver bedt om at udlevere koder, så gør det ikke. Ingen med rent mel i posen vil nogensinde bede dig om dine private koder.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du altid meget velkommen til at kontakte os.