Større tekst
- 100% +
Læs op

50.000 kroner til velgørende formål i Horsens

28. oktober 2021

På trods af nedlukninger upraktiske omstændigheder fik det nyvalgte repræsentantskabsmedlem Lars Endrup Jacobson fornøjelsen af personligt at overrække to ud af fire checks, da der blev delt 50.000 kroner ud i Middelfart Sparekasse i Horsens.

Der var håndsprit på bordene og bobler i glasset, da Middelfart Sparekasse i Horsens havde inviteret Horsens Kajakklub, De Grønne Spejdere, Kirkens Korshær og Torsted Håndboldklub til en beskeden reception. Fælles for de fire organisationer var, at de alle var blevet udvalgt til at modtage 12.500 kroner fra Middelfart Sparekasse.

– Det er godt, at Sparekassen støtter lokale initiativer, og vi har valgt at sprede pengene lidt ud, så vi både giver til idrætsforeningerne og de socialt udsatte. Idrætten er i sig selv vigtig, og så er der selvfølgelig meget fællesskab og frivillighed forbundet med både spejder- og idrætsforeningerne. Og så ville vi gerne give nogle penge til nogle af samfundets mest sårbare. Og derfor skulle Kirkens Korshærs varmestue også have 12.500 kroner, siger Lars Endrup Jacobsen, som i sin egenskab af repræsentantskabsmedlem i Horsens har været med til at beslutte, hvordan de 50.000 kroner skulle fordeles blandt de mange indstillede organisationer.

Truppens nye trailer

De Grønne Spejdere i Horsens havde ifølge formand og gruppeleder Jesper Brandt ikke svært ved at finde på, hvad pengene skulle gå til, da de fik at vide, at der var 12.500 kroner på vej fra Middelfart Sparekasse.

– Vi fik for to år siden stjålet vores boogietrailer og har manglet den lige siden. Så vi kommer til at bruge pengene fra Sparekassen til at købe en specialtrailer til vores mountainbikes og kajakker – – og den kan samtidig bruges til at transportere vores udstyr. Det har vi ikke haft råd til, men det har vi nu, så det er vi meget glade for, fortæller han.

De Grønne Spejdere i Horsens har omtrent 120 medlemmer.

Varmestue på sommerlejr

Kirkens Korshærs Varmestue i Horsens benyttes af 40-50 hjemløse og udsatte hver dag. Her kan brugerne få morgenmad og købe sig et varmt måltid mad for 20 kroner.

Varmestuen har fem medarbejdere med socialfaglig baggrund, men drives ifølge stedets daglige leder Kirstine Madsen i vidt omfang af de 25 frivillige, som står for madlavning og praktiske ting, imens de socialtfaglige ansatte står for at hjælpe brugerne med hverdagens udfordringer.

Kirstine Madsen tage på vegne af varmestuen imod de 12.500 kroner fra Middelfart Sparekasse og har allerede gjort sig tanker om, hvor pengene kan komme brugerne til gode.

– Vi har en årlig sommerlejr på Fyn, hvor vi tager afsted med 20 af vores brugere. Og jeg kan forestille mig, at vi godt kunne bruge nogle af pengene til at forsøde den tur lidt. Sommerlejren er en fast tradition og meget populær blandt varmestuens brugere, som ellers ikke kommer på ferie. Så det er et afbræk fra deres pressede hverdag. Og ellers kommer vi til at bruge pengene til at drive varmestuen. Så de skal under alle omstændigheder nok komme vores brugere til gode, siger Kirstine Madsen.

Derudover modtog også Horsens Kajakklub og Torsted Håndboldklub U15 drenge 12.500 kroner hver. Grundet corona-situationen var det dog ikke muligt for dem at møde op og modtage pengene personligt.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os