Større tekst
- 100% +
Læs op

50.000 kroner til frivilligheden i Fredericia

28. oktober 2021

6. Juli Garden sørgede for musikalske indslag og god stemning, da Middelfart Sparekasse i Fredericia inviterede en række lokale foreninger forbi for at overrække i alt 50.000 kroner til foreningerne.

Garden var dog ikke kun troppet op for at stå for underholdningen, men var selv blandt modtagerne af donationerne. Det samme var Hjerneskadeforeningen Lillebælt, Frivilligcenter Fredericia, Lyng Rollespil og Kirkens Korshærs varmestue i Fredericia.

De fem modtagere var udvalgt af lokale repræsentantskabsmedlemmer blandt en lang række indstillinger fra Sparekassens garanter.

10.000 til nye tasker

– 6. Juli Garden er Fredericias bygarde. Et musikkorps for børn og unge. Vi optager elever, fra de er syv år, og vores medlemmer er op til 25 år. Vi har cirka 50 børn og unge i garden, som bliver undervist af professionelle musikere, og så spiller vi til forskellige begivenheder og konkurrencer, forklarer Peter Vind Larsen, formand for 6. Juli Garden.

Sammen med et lille følge af unge gardister i fuld uniform er han mødt op i Middelfart Sparekasse i Fredericia for at modtage 10.000 kroner. Penge, som allerede er øremærket til et særligt formål.

– De skal bruges på nye tasker. Mere specifikt de skuldertasker, som garderne har på til uniformen, fortæller formanden og understreger, at det ikke kun er den økonomiske støtte, som gør en forskel for de mange frivillige i garden.

– Vi sætter selvfølgelig stor pris på donationen, men det betyder også meget at mærke den opbakning, vi får fra erhvervslivet og fonde og foreninger, som støtter op omkring det arbejde, vi gør. Garden er frivilligt drevet, og der er jo altid en masse omkostninger. Når man er frivillig er arbejdet selvfølgelig lønnen i sig selv, men det er da motivende at vide, at andre også sætter pris på de frivilliges indsats, siger Peter Vind Larsen.

Samvær for unge med hjerneskade

Hjerneskadeforeningen er en organisation, der hjælper familier, hvor et familiemedlem på en eller anden vis har pådraget sig en hjerneskade som følge af eksempelvis en blodprop, hjerneblødning eller en ulykke. Foreningen arbejder for at oprette og fastholde kontakt mellem pårørende til mennesker med senhjerneskade og for at de hjerneskadede og deres pårørende får den bedst mulige sociale støtte.

Således også i lokalafdelingen Hjerneskadeforeningen Lillebælt, hvor Johnny Eriksen fungerer som bestyrelsesmedlem og kasserer. Og det er i denne egenskab, at han tager imod 10.000 kroner fra Middelfart Sparekasse. Penge, som ifølge Johnny Eriksen vil komme foreningens unge medlemmer til gode.

– Vi har drøftet, hvad pengene skal bruges på, og vi har en tidligere formand, som gerne vil bruge nogle af pengene på at lave noget socialt for unge hjerneskadede. Altså et arrangement. Det er måske ikke alle unge hjerneskadede, som er medlemmer af foreningen, men de er selvfølgelig stadig meget velkomne. Hvad resten af pengene skal bruges på, ved vi ikke endnu. Men det bliver nok også en eller anden form for arrangementer for vores medlemmer. Vi har ikke nogen interesse i at gå og spare penge sammen, så vil vi hellere sørge for at give medlemmerne nogle gode oplevelser uden at de selv skal betale for det, siger Johnny Eriksen.

Vaskeri for varmestuens brugere

– Varmestuen er et fristed for socialt udsatte. Mennesker, som er mærket af hjemløshed, misbrug, psykisk sårbarhed eller andre omstændigheder. Det er først og fremmest et fristed, men også et sted, hvor brugerne kan få hjælp til forskellige ting. Og derfor vil vi gerne bruge pengene til vores projekt med at lave et lille vaskeri i vores gårdhave, så vores brugere kan vaske tøj der. Mange af dem har ikke adgang til at kunne vaske tøj i hverdagen, så det er en meget konkret måde at hjælpe dem, siger Bjarne Dahlmann, som er formand for Kirkens Korshærs varmestue i Fredericia.

Han sætter stor pris på donationen, men understreger også værdien i at blive anerkendt for det arbejde, varmestuen laver.

– Pengene gør selvfølgelig en konkret forskel og bidrager til vores projekt. Men derudover betyder anerkendelsen også enormt meget. At nogen har peget på os viser jo, at omverdenen ser, hvad vi laver. Vi er mange frivillige, og vi ved jo godt, hvad vi laver af arbejde, men det er godt, hvis andre også får øje på det. Og nogen har jo indstillet os, så det er en ret stor anerkendelse frem for, at vi selv har søgt midlerne, siger han.

En mere eventyrlig hverdag

Også i Højmosen, hvor Lyng Rollespil holder til, lander donationen fra Middelfart Sparrekasse på et tørt sted. Det er et kommunalt fritidstilbud til børn og unge fra 4. klassetrin og opefter. Her mødes 100-150 børn og unge hver torsdag og spiller rollespil. Der er tilknyttet fire pædagoger og en stor gruppe frivillige, hvoraf nogle har startet en støtteforening til det kommunale projekt.

– I støtteforeningen til det kommunale projekt har vi mulighed for at lave flere arrangementer. Igennem det kommunale initiativ er det et krav, at der er pædagogtimer i arrangementet, men gennem støtteforeningen er det 100 procent frivilligt baseret, forklarer Daniel Pedersen, som er formand i Støtteforeningen til Lyng Rollespil.

Han ved endnu ikke, hvad de 10.000 kroner specifikt skal bruges til. Men efter nedlukning og corona gælder det om at få pustet til ilden igen.

– Vi har talt lidt om, at vi vil bruge pengene på at kickstarte det hele lidt igen efter nedlukningen. Det kunne være godt at lave nogle billige eller helt gratis arrangementer, så vi kan få en masse deltagere. Men vi er ikke fast besluttet på noget endnu, siger den taknemmelige rollespilsformand.

– Vi har jo ikke søgt pengene, så det var vildt fedt at blive ringet op og få at vide, at vi havde fået 10.000 kroner. Nogen må jo havde opdaget, at vi går og laver noget herude, som gør en forskel. Så det er virkelig fedt. Både med pengene og anerkendelsen, siger Daniel Pedersen.

En hjælpende hånd til foreninger

De sidste 10.000 kroner gik til Frivilligcenter Fredericia, som ikke havde mulighed for at møde personligt op i Sparekassen. Frivilligcenter Fredericia er sat i verden for at gøre tilværelsen nemmere for andre foreninger ved at tilbyde hjælp på en lang række områder. For eksempel praktiske udfordringer og synliggørelse.

Frivilligcenter Fredericia giver foreningerne sparring på eksempelvis fundraising og rekruttering. Derudover kan foreninger deltage i kurser og låne lokaler til forskellige foreningsaktiviteter.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os